Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
image-2

Kampen for at blive hørt


Jernbeton danner rammen om Marias historie, som tager sin begyndelse i en kold krigs-bunker i Fælledparken i 2011. Her står fem venner efter en øvesession og diskuterer et bandnavn. En gruppe blev skabt, og i sidste måned spillede Gottschalk på den danske talentfestival, SPOT festival. Jeg mødte forsangeren Maria for at skabe mig et billede af virkeligheden for de danske talenter, der har valgt at sætte alt på ét bræt for at forfølge en musikalsk drøm.

Det, du skal til at læse, er derfor på mange måder en klassisk fortælling om den unge musikers kamp for at leve af musikken og udleve drømmen. Men det er en fortælling, som udspiller sig i en ny virkelighed, med nye medier og nye spilleregler.

Der var en gang, hvor unge musikere skulle samle deres bedste indspilninger på et kassettebånd, sende dem til et pladeselskab og bede til, at folk som Dick Rowe (manden der forsømte muligheden for at skrive kontrakt med The Beatles) ikke havde en dårlig dag.

Det var dengang… I dag koster det 1.000 kr. at få sin musik på Spotify og iTunes. Du læste rigtigt. 1.000 kr. men så kan du også finde dit kunstnernavn i det lille søgefelt under det grønne logo eller over det blå iTunes-ikon.

Det er virkeligheden anno 2014. Det er nok også årsagen til, at man sidste år kunne lancere konceptet Forgotify, som indeholder ca. fire millioner numre med den ene ting til fælles, at de alle har haft nul afspilninger på Spotify.

For 5 år siden fravalgte Maria at starte på en videregående uddannelse sammen med sine øvrige gymnasievenner. I stedet fik hun job på en café og brugte sine penge på at producere og udgive en CD.

Hun lejede indspilningslokale, lavede cover og producerede musikvideo. Der blev endda sat en officiel release-dato. Udadtil ligner det opskriften på en professionel produktion, men det var Marias egen produktion. Der eksisterede ikke en pladekontrakt. Pengene kom fra caféarbejdet og den officielle release-dato – den satte hun selv.

Skærmbillede 2014-07-02 kl. 13.37.41Med et sæt nye indspilninger i ryggen gentog hun et par år senere denne formular.

Maria tænker tilbage på lange nætter i studiet, der ofte blev efterfulgt af få eller ingen timers søvn, inden der skulle stables borde og stole på Bopa Plads, og gøres klar til morgenrykket på caféen.

- Man vinker farvel til et almindeligt liv i den tid. Det er stressende, og kontoen er helt tømt, når man kommer ud på den anden side.

Men det er muligheden for at få musikken ud, blive hørt og i bedste fald; blive hørt af “de rigtige”.

Der kommer jævnligt historier om de såkaldte ‘YouTube-sensationer’. YouTube-videoer som har cirkuleret på de sociale medier, inden kunstneren bag har fået tilbudt den store pladekontrakt. Det mest kendte eksempel er måske Justin Bieber, og herhjemme blev Lukas Graham et kendt kapitel i YouTube-eventyret. Men at gå fra YouTube til pladekontrakt er forbeholdt de få. De øvrige talenter må kæmpe videre og en måde at gøre det på, er ved selv at producere og udgive sin musik.

- Jeg solgte min første CD til 50 kr. pr. stk., og det var inklusiv porto, som jeg selv betalte, når jeg sendte den ud til folk.

Forklarer Maria, som i sine første år med Gottschalk investerede
alle surt optjente cafépenge på at få musikken ud til flest mulige mennesker. Kort inden den anden udgivelse gav det afkast, og Maria blev tilbudt et plug-in-møde med Danmarks Radio.

- Der sidder 4-5 mennesker i det her rum. Der står store højtalere rundt omkring. De lytter til mit nummer, og når nummeret er slut, er man ude igen, og så hører man fra dem.

Og da DR ringede tilbage, var det med gode nyheder.

Hvordan var det første gang, du hørte dit nummer i radioen? 

”Det var surrealistisk! Og selvfølgelig helt vildt sjovt. Der havde været noget Lady Gaga lige inden, og så kom præsentationen af mit nummer. Noget med at min musik snart blev udgivet, men at man indtil nu måtte nøjes med singlen ‘Heart Undercover’. Det var for vildt! De spillede tit mit nummer, og min far ringede mig op, hver gang han hørte det!”

Maria på arbejde på Café Pixie

Maria på arbejde på Café Pixie

På årets SPOT festival skrev Maria kontrakt med et tysk booking-bureau, og hun kan se frem til koncerter i Tyskland, Østrig og Schweiz. Pladekontrakten lader endnu vente på sig, men “der er jo en grund til vi kalder det indie-musik” som Maria påpeger med et skævt smil, der afslører, at en indbringende pladekontrakt nok ville være at foretrække frem for at lave hjerter i københavnernes latte.

Marias historie er et godt eksempel på virkeligheden i musikindustrien anno 2014. Her er kunstnerne få klik fra at få deres musik ud til millioner af mennesker, men mindst lige så langt fra den store pladekontrakt, som de altid har været. Heldigvis giver det os andre musikglade mennesker mulighed for at udforske nogle charmerende og skæve ep’ere, mens Dick Rowe får tænkt sig om en ekstra gang.

Skriv et tal mellem 1 og 100 og vind en ud af 5 udloddede Gottschalk vinyler

Gottschalk har udgivet 100 nummererede vinyler. Skriv et nummer mellem 1 og 100 og få muligheden for at vinde en af 5 udloddede Gottschalk-vinyler. De 5 bud som er tættest på de udloddede vinylers nummerering, får tilsendt en Gottschalk-vinyl.

Konkurrencen er afsluttet. De heldige vindere blev Trine Hundevadt, Frederik Kristensen, Kirsten D. Mansouri, Nana Pi Aabo Larsen og Morten Boysen.

 





Skriv en kommentar til Kampen for at blive hørt