Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
Anthonsen

Privatdetektiven fra Valby


Den danske succesinstruktør, Erik Balling, kreerede i 1984 et lille, dansk mesterstykke. Tv-serien om Anthonsen, privatdetektiven fra Valby, som var et dansk svar på Sherlock Holmes og Philip Marlowe.

Ove Sprogøe på de godes side

Anthonsen er en de mere ukendte danske tv-serier, hvilket dog er yderst beklageligt, da skuespillernes samspil sagtens kan måles sig med fx Huset på Christianshavn. Ove Sprogøe ses som seriens altoverskyggende hovedperson, den evigt forkølede privatdetektiv Holger Anthonsen, mens Elin Reimer spiller rollen som hans sekretær/husholderske. Serien var en spin-off af Erik Ballings og Henning Bahs film Rend mig i revolutionen (1970), hvor Sprogøe ligeledes spillede privatdetektiven fra Valby.

Det er dog uvist om Balling forventede, at de danske tv-seere skulle tage serien avorlig, eller om serien blot skulle lege med referencer fra Ballings bagkatalog, herunder specielt Olsen Banden-filmene.

Serien er dog stadig seværdig her 30 år efter den første gang løb over de danske tv-skærme. Dette skyldes mere eller mindre, at Ove Sprogøe gør det forbilledligt i hovedrollen. Han kunne om nogen gøre en karakter livagtig, og man føler virkelig, at man kommer helt ind på livet af den livstrætte og tvære privatdetektiv – fra Valby. Samspillet med Elin Reimer er helt i særklasse, hvorfor de ellers lidt tynde krimiplots kan retfærdiggøres.

Jamen, er der spænding på drengen?

Der kan siges meget om serien, men den er nok mere hyggelig end spændende. Det er vaskeægte slow go action i bedste ’80er-stil. En af af de fire sager, som Anthonsen kommer ud for i denne miniserie, handler om en eftersigende druknet mand, som Anthonsen i forbindelse med en overvågningsopgave ser begå indbrud. Anthonsen melder dette til politiet, men Kommissær Fredlund (Axel Strøbye), som ikke er Anthonsens bedste ven, tror ham imidlertid ikke. Herefter forløber historien en ellers normal krimilinje, med en mere eller mindre chokerende opklaring.

Som sagt er det ikke spænding, men nostalgi, som serien vinder på. Den kan sagtens tåle et gensyn – hvilket Danmarks Radio streamingtjeneste Bonanza giver os rig mulighed for – se hele serien her!

Serien er på i alt fem afsnit, hvoraf de to sidste er et dobbeltafsnit. De fire første afsnit er af en times varighed, mens de to sidste varer 45 minutter stykket.





Skriv en kommentar til Privatdetektiven fra Valby