Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
Skærmbillede 2014-05-25 kl. 16.15.21

Kender du ‘den spanske stol’ og ‘jakkens hvile’?


I april i år ville både Børge Mogensen og Hans J. Wegner være fyldt 100 år. De to danske designikoner var ganske forskellige i udtryk, ideologi og stil, men har begge bidraget til den stolthed man med rette kan have i stemmen, når man som dansker snakker om dansk design – og så var de gode venner.

Børge Mogensen (1914-1972) står for mange som et symbol på danskhed og dansk design. Mogensens arbejde er præget af en uprætentiøs og enkel tilgang til møbelkunsten, hvilket i hans univers frembragte det mest autentiske. Også en optimal udnyttelse af materialer og opbevaringsplads stod som fokuspunkt i hans design. Hans overordnede mission var at begave den danske befolkning med funktionelle møbler af god kvalitet – og så skulle de være til at betale.

Hans J. Wegners (1914-2007) samlede værk, som omfatter mere end 500 stole, repræsenterer en livslang stræben efter at forstå træets natur og udnytte dets muligheder. Wegners formgivninger udnytter ofte træets fulde potentiale og er præget af en udtryksfuld og ofte skulpturel æstetik, men også af humor. Wegner var ikke kun formgiver, han var også håndværker. Han var ikke bange for at eksperimentere og ramme ved siden af – det var en del af den kreative og kunstneriske proces.

 

Den spanske stol

På en ferierejse i Andalusien i 1958 så Mogensen ved et tilfælde en gammel spansk landstol som man ser dem mange steder i gamle islamiske kulturområder. Stolen er mageligt tænkt med brede armlæn og er ofte pyntet med forskelligartede kunstfærdige udskæringer. Mogensen blev inspireret af formgivningen og blandt de mange ferieminder han tog med til Danmark var inspirationen til et nyt møbel, der skulle vise sig at blive en af hans største klassikere. I juli 1958 skabte Børge Mogensen således sin egen spanske stol. Hans fortolkning fremstod dog langt mere enkel. Al pynt og overflødige detaljer blev fjernet, så resultatet blev en mere både funktionel og stram udgave med et robust og stærkt udtryk. De brede armlæn blev bibeholdt og til selve stellet valgte Børge Mogensen det smukke og naturlige egetræ. Til ryg samt sæde brugte han kernelæder, der også er tro mod naturen og dens ressourcer.

 

Jakkens Hvile

Humor spillede som nævnt ofte en stor rolle hos Wegner, og i Jakkens Hvile fremgår dette aspekt tydeligt. Ideen til stolen opstod i 1951, hvor Wegner blev opmærksom på de praktiske aspekter ved at få lagt sit tøj nemt og hensigtsmæssigt sammen inden sengetid. Wegner tog konsekvensen af sin nye opdagelse og forbandt de påkrævede funktioner med en legende, skulpturel formgivning og skabte herved Jakkens Hvile. Ryggen på stolen er formet som en jakkebøjle, hvor jakken kan hænge. Buksernes plads er på kanten af sædet, der blev skabt, så det kan vippes lodret op. Sædet fungerer samtidig som låget på en firkantet opbevaringskasse, hvor nøgler, manchetknapper, ur og andre ting kan ligge. En maskulin stol med feminine former.





Skriv en kommentar til Kender du ‘den spanske stol’ og ‘jakkens hvile’?