Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
Russell taler i BBC

Kloge hoveder i dine headphones


BBC 4 har inviteret verdens klogeste i radio-studiet og bedt dem beskrive verden, som de ser den. Det er der kommet en række tankevækkende radio-forelæsninger ud af, som nu er tilgængelige som podcasts.

Hvem siger, at radio bare skal byde på harmløs pop, 80’er-(selv)fede radioværter, og jordnære løsninger på hr. og fru Jørgensens hjemlige tvister? BBC 4 tager sin opgave som oplysende medie seriøst – og giver dig noget at tygge på i selskab med verdens førende tænkere. The Reith Lectures er nu tilgængelige online.

Det er hædersbevisning og en opstigning til den absolutte intellektuelle verdenselite, når BBC 4 hvert år inviterer en af verdens ”førende figurer” til at holde en række radioforelæsninger om aktuelle og vedkommende problemer i verden. Sådan har det været siden stationens generalsekretær Lord John Reith fik ideen i 1948, hvor filosoffen, pacifisten og nobelpristageren i litteratur,  Bertrand Russell satte sig tilrette bag mikrofonen som den første af en lang række prominente talere, der blandt andre tæller så alsidige tænkere som atomfysikeren Robert Oppenheimer, historikeren Arnold Toynbee, lægen Peter Medawar, økonomen John Kenneth Galbraith, organisationsteoretikeren Donald Alan Schön,  filosoffen John Searle, sociologen Anthony Giddens, litteraturprofessoren Edward Said, nobelforfatteren Wole Soyinka, norges tidligere statsminister Gro Harlem Brundtland, Prins Charles, dirigenten Daniel Barenboim og fredspristageren Aung San Suu Kyi.

Titlerne på forelæsningerne afspejler det brogede felt af talere: ”Authority and the Individual”, ”The Future of Man”, ”Art and Anarchy”, ”Innocence and Design”, ”Managing Monsters”, ”Sustainable City” og ”Minds, Brains and Science” osv.  Det er emner af en lidt anden karakter end ”Mads og Monopolet”, med en evig aktualitet og af med et indhold der nok vil give de fleste lyttere et nyt perspektiv på verden udenfor deres høretelefoner.

Du finder the Reith Lectures her.





Skriv en kommentar til Kloge hoveder i dine headphones