Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
d69f74d795

Jens Blendstrup og hans Luskefisefortællinger


Forfatteren Jens Blendstrup er kendt for sine humoristiske og skæve bidrag til den danske litteraturhistorie. Med romanen Luskefisefortællinger tager han dig med til barndommens land på den mest indlevende og anekdotiske måde. Har du heller ikke fået nok af det Blendstrupske univers, så fortsæt læsestrømmen her og få inspiration til lattervækkende læsning.

Jens Blendstrup tager dig med på erindringstogt i romanen Luskefisefortællinger fra en barndom i og omkring Aarhus. Du møder lille Jens og hans kammerater Klunke, Heino, Neger Thomas, Mumi, Mikael, Finn og Kim m.fl. Samt drengenes lærer Fru Granat, deres forældre, bedsteforældre, skøre naboer og den søde pige Annika. Jens Blendstrup fremkalder et barnligt univers, hvor drengenes forestillinger om verden fremstår åbenlyse, dog naive. Luskefisefortællinger er en roman ”om livet og dengang du gik fra at være legebarn til klejnsmed”, for at citere direkte fra bogen.

Luskefisefortællinger er udgivet i 2014.

Luskefisefortællinger er udgivet i 2014.

Barndommen som vi husker den

Kan du også huske, hvordan det var at få lattergas hos tandlægen? Har du også dryppet stearin i et glas vand, for bagefter at hænge pladen op i dine forældres vindue? Kan du også huske, hvordan dine klassekammerater kunne finde på at bilde dig de mærkeligste ting ind? Såsom at København er bygget på kødben, og derfor hedder Kø(d)benhavn. Børn gør, oplever og siger sjove og mærkelige ting. De gør det i særdeleshed i Jens Blendstrups roman. Luskefisefortællinger er en anledning til at fremkalde barndomsminderne på en ganske særlig og humoristisk måde. Romanens korte fortællinger binder de enkelte minder sammen til en stor fortælling. En luskefisefortælling.

Frygten for at blive voksen

Jens og kammeraterne bliver ældre for hver fortælling. På et tidspunkt rammer de puberteten. Det er ikke nemt for drengene at skulle forholde sig til bumser, parforhold, ansvar og tanker om fremtidigt arbejde. Nogle af drengene arbejder sågar på en evigbarnsmaskine. På sidste side tager vi afsked med lille Jens, som nu er 14 år og snart konfirmationsklar. Men han er bange for fremtiden. For ville det ikke være lettere at forblive i det barnlige univers? Lave drengestreger og gå til fodbold?

Lyst til mere fra det Blendstrupske univers?

Jens Blendstrup er en alsidig kunstner, der mestrer scenekunst, musik og litteratur. Gerne i en fjollet pærevælling. Hvis du har lyst til at læse mere og andet end Luskefisefortællinger, så vil jeg varmt anbefale dig titler som Gud taler ud, Pludselig flæben og Bombaygryde. Du kan også gå på opdagelse i hans gakkede performanceunivers på youtube her.





Skriv en kommentar til Jens Blendstrup og hans Luskefisefortællinger