Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
Drummer Elvin Jones outside Birdland, Manhatten New York City. Copyright: William Claxton.

Drummer Elvin Jones outside Birdland, Manhatten New York City. Copyright: William Claxton.

Jazz-fotografisk mesterværk


Selv i sin 25. udgave fremstår Joachim E. Berendts og William Claxtons “Jazzlife” fra forlaget TASCHEN som et fotografisk mesterværk. En murstens fotobog, der dokumenterer den amerikanske jazz-scene i dens gyldne år 1959 og et møde med jazz’ens allerstørste.

Som dreng var William Claxton (kaldet Clax) sengeliggende som følge af længere tids sygdom. Siddende i sengen samlede han på udklip af musikere (hovedsageligt afroamerikanske) fra magasiner og blade. Moderen spurgte ham, hvad han skulle bruge alle disse mennesker til? – Det er til min natklub … de skal alle sammen komme og optræde i min natklub.

Senere efter et langt liv bag kameralinsen kunne Claxton se tilbage og konstatere, at han havde portrætteret alle de musikere, han ’samlede’ på som dreng.

At William Claxton skulle møde og fotografere alle sine jazz-helte var lidt af et tilfælde, men resultatet blev den monumentale og uomgængelige fotobog ”Jazz Life” fra 1961, der nu er genudgivet af TASCHEN med titlen ”Jazzlife” i en prisvenlig udgave.

Stan Getz by a stage door on Cosmo Alley, Hollywood. Copyright: William Claxton.

– Jeg ved, at jeg tidligt fornemmede, at når man trykkede på udløseren optog man noget. Man gemte et øjeblik, der blev bevaret næsten evigt. Og det øjeblik ville aldrig komme til at ske igen, husker William Claxton. Der på mange måder var øjeblikkets fotograf og ligesom jazz-musikeren improviserede med sine fotos. Han tog ikke mange fotos ad gangen, men ventede tålmodigt til det rette øjeblik. Her er det saxofonisten Stan Getz ved en scenedør på Cosmo Alley, Hollywood. Copyright: William Claxton.

Tour de Jazz

preview_editors_claxton_01_0707171422_id_110641

Der var noget tillidsvækkende ved den høje ranglede fyr, med de bølgede hår og de læsende, milde øjne, der gjorde, at William Claxton (1927-2008) kunne komme helt tæt på stjernerne. Allerede som 15-årig tog han sig mod til at gå om bag scenen og møde idolet Duke Ellington, som ung fotograf udødeligegjorde han Cool Jazz’ens frontfigur Chet Baker og senere fulgte og fotograferede han ikonet Steve McQueen over en årrække. Foto af William Claxton. Copyright: Steve Crist.

(1927-2008)

I begyndelsen af 1959 fik den 32-årige fotograf og pladecover-designer William Claxton et telefonopkald, der skulle ændre hans liv. I den anden ende af ledningen havde han Joachim (Joachim-Ernst) Berendt en tysk musikjournalist, der på flydende engelsk fortalte ham om et banebrydende projekt…

Berendt ville dokumentere den amerikanske jazz-scene og han havde brug for en fotograf, der ”elskede og forstod jazz”. – Dine fotos har sjæl, smigrede han Claxton, der uden at gennemtænke forslaget to gange sagde JA til chancen for at portrættere sine jazz-idoler.

Hvad bliver du så betalt? Spurgte Claxtons kone, den 19-årige model Peggy Moffitt. – Oh, det glemte jeg at spørge om?, konstaterede Claxton. Lønnen var ok. Det var måske mere udsigten til at skulle efterlade Peggy alene tilbage i Los Angeles i 4-5 måneder, efter kun to måneders ægteskab, der fik Claxton til at tøve… Men af sted kom han.

Bevæbnet med et Nikon F, et Leica M3 og et gammelt Rolleiflex-kamera stævnede han ud sammen med Berendt i en lejet 1959 Chevrolet Impala på en rejse, der skulle føre dem gennem musikkens USA. En rejse, der i dag, når man bladrer de mange fotos igennem med rette forekommer legendarisk – og vidner om, hvor langt Berendt og Claxton ville gå for at indfange jazz’ens væsen og sande natur.

I løvens hule

”Jazzlife” er i sin 25. udgave, med sine flere hundrede fotos, mange farvefotos og med sine 600 sider en mursten af en fotobog. Den er et must for en sand jazz-elsker og en god introduktion til jazz for en nybegynder, der med en slet valgt, men rammende cliché kan komme med på en rejse ind i jazz’ens verden – og møde alle giganterne. For Claxton har fanget dem alle – og endda i deres mest sigende øjeblikke.

Jazzlife er en tidsrejse og et udtryk for en kompromisløshed.

En kompromisløshed, der fik journalisten og fotografen til ubevogtet og på eget ansvar at vandre lige lukt ind i de sortes fængselsblok i Louisianas Statsfængsel i byen Angola (Her kom de hvide vogtere ikke), fordi Berendt og Claxton vidste, at her var et arnested for uovertruffen Blues. Det hele blev med succes dokumenteret, og det er bare én af de mange anekdoter og skildringer, som ”Jazzlife” er rig på.

preview_co_25_claxton_jazzlife_1302051201_id_656585

© TASCHEN.

”Jazzlife” er et musikalsk portræt af en epoke, en tid, og et USA der aldrig kommer igen. Bogen kan bestemt anbefales og erhverves i butikker eller online her.





Skriv en kommentar til Jazz-fotografisk mesterværk