Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
Morten_Brask_745087x

Havet i Theresienstadt


Interesserer du dig for historiske romaner, der fortæller om livet under 2. Verdenskrig? Romaner, der giver et indblik i historiens barske virkelighed. Så skal du læse bogen ”Havet i Theresienstadt”.

I 2007 udgav Morten Brask sin debutroman. Bogen fortæller historien om livet i Theresienstadt under 2. verdenskrig. En by, der set udefra var en velfungerende ’jødeby’, hvor berømte jøder fra flere lande samles under krigen. Byens indre fortæller dog en helt anden historie om en koncentrationslejr og gennemgangslejr for transporter til udryddelseslejren Auschwitz.

Fingeren på pulsen
I sin debutroman fortæller Morten Brask en grusom og fængende historie om livet i Theresienstadt. Byen, hvor grænsen mellem liv og død alt for ofte udviskes.

I bogen følger man hovedpersonen Daniel Faigel, der har boet i Danmark hele sit liv. Under krigen bliver han, sammen med tusinder andre jøder, ført til koncentrationslejren. Med en profession som læge bliver Daniel ansat på Theresienstadts største hospital. Her er der så mange patienter, at de må ligge oveni hinanden – døde som levende. Om natten tilser han pigerne på SS’ernes bordel.

Men midt i alt det grusomme lykkedes det forfatteren at indskrive en historie om kærlighed. I det nazistiske helvede møder Daniel nemlig den tjekkiske pige, Ludmilla. En pige, der ligesom Daniel bærer på en grusom fortid, som har givet ar på sjælen.

Havet i Theresienstadt
Bogens titel er en illusion, der binder Daniels fortid og nutid sammen. Med sig til Theresienstadt har Daniel et fotoalbum med familiebilleder. Billeder, der ved første øjekast viser lykkelige øjeblikke, men som under overfladen dækker over en barsk skæbne. Morten Brask formår på en yderst vellykket måde at binde Daniels barndomsår i huset ved havet på Nordsjælland sammen med livet i koncentrationslejren.

”Havet i Theresienstadt” er inspireret af forfatteren Ralph Oppenheims år som fange i Theresienstadt. Bogen skildrer derfor også virkelige hændelser som Røde Kors’ besøg i lejren i 1944 samt fangen Kurt Gerrons indspilning af en propagandafilm fra lejren.





Skriv en kommentar til Havet i Theresienstadt