Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
Biennale Venezia

Et farvel til ”The Master”


Det tager tid at fordøje, at Philip Seymour Hoffman ej længere er i blandt, man kunne med rette sige i front for, amerikansk films anseelige talentmasse. Med skuespillerens pludselige død, har filmverden mistet en af sine helt store karakterskuespillere, og indie-filmen har mistet en af sine allerstørste.

46-årige Philip Seymour Hoffman var en sjælden type; ja, han var en atypisk størrelse i amerikansk film og måske netop derfor kunne han, med avisen New York Times mindeord, blive en af de ”mest beundrede amerikanske skuespillere i en generation”. Den sandfarvede, rødmende og lidt krøllede skuespiller besad en sarthed, en balance og en ro i sit spil, der gjorde, at han vandt sit publikum, når han spillede særlingen, den lille mand, eller når han ufortrødent og succesfuldt lod sig martre med roller som Truman Capote eller kult-lederen ”The Master”.

Dodd

Det var en fuldtræffer, da instruktøren Paul Thomas Anderson lod Philip Seymour Hoffman spille den karismatiske kult-leder Lancaster Dodd i filmen “The Master” fra 2012. Man kan ikke forestille sig andre spille denne rolle så mesterligt som Hoffmann.  Han er sublim, som den selvopfundne profet, der så tydeligvis har indre dæmoner og mere end en karakterbrist – scenen, hvor mesterens hustru (spillet af Amy Adams) giver den grædende leder et handjob er især hudløs. Som mange andre af Hoffmans præstationer – én man ikke glemmer.

Mesterlig skuespiller

Man kan næsten ikke komme i tanke om andre af Hoffmans samtidige, der som ham kunne sin kunst og kunne føre den til altid nye højder. Han stjal billedet fra sine kolleger – også selv om han ofte ’nøjedes’ med biroller. New York Times priser hans evne til forvandling og kalder ham en kamæleon, men det, der står foreviget med Hoffmans filmpræstationer er hans evne til at gøre ellers uelskelige og skæve typer troværdige – og mest af alt menneskelige.

Hans kolleger roser ham for den dybde, han tilførte sine karakterer. Det synes nærmest som om, Hoffman havde en uudtømmelig kilde at hente op af, når han gav sig i kast med sine roller. Men man vidste som publikum udemærket, at hans dybde og hans ambitioner krævede og måtte kræve.

Capote

Rollen som den homoseksuelle, excentriske forfatter Truman Capote indbragte Philip Seymour Hoffman hans eneste Oscar. Han ramte plet i skildringen af selskabsløven Capote, der fatalt kaster sig ud i sit mest ambitiøse projekt i jagten på berømmelsen og den gode historie. En magtdemonstration udi skuespilkunst fra Hoffmans side, der næsten alene bærer filmen og fuldt fortjente hæderen, den gav ham.

Hoffmans største rolle

På mange måder synes det sigende, at Philip Seymour Hoffmans ender sin karriere og sit liv, som forfatteren Truman Capote, som Hoffman netop uforglemmeligt portrætterede og modtog en Oscar for.

Jeg husker endnu et interview med Philip Seymour Hoffman i det amerikanske tv-magasin ”60 Minutes” umiddelbart efter optagelserne til ”Capote” var færdige. Her fortæller Hoffman om, hvor svært det var at træde ud af rollen som den excentriske og selvoptagede forfatter – ja, i det hele taget, hvor svært det var at ryste rollen som ”Capote” ud af kroppen igen.

Set i lyset af Hoffmans egen tragiske død, forstår man nu, at han på mange måder lignede Truman Capote, så han derfor kunne skildre Capotes storhed og fald. Ligesom Capote har Hoffman utvivlsomt lidt et offer for egne krav om perfektion – under alle omstændigheder og i lighed med Capote blev han beklageligvis et offer for et misbrug. Og ligesom Capote kan dette faktum ikke rykke en tøddel ved hans storhed og hans eftermægle.

Æret være Philip Seymour Hoffmans minde.

PSHoffman

5 film (+1) med Philip Seymour Hoffman, du skal se:

Capote (2005)

The Master (2012)

Doubt (2008)

Synecdoche, New York (2008)

The Big Lebowski (1998)

Boogie Nights (1997)





Skriv en kommentar til Et farvel til ”The Master”