Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
foto_små

Små bøger med store historier


Hvor lang skal en bog være for at man kan kalde den en roman? Er der en nedre grænse?

Når man ser på nogle nyere romaner, kan det være svært at kende forskel på en novelle og en meget kort bog. Bortset fra at en lille roman har en væsentlig større chance for at ende på bestsellerlisterne end en novellesamling.

En meget kort bog har flere fordele. Det vejer ikke så meget, så er nem at have med i tasken – eller lommen for den sags skyld. Historien når ikke at blive kedelig eller langtrukken. Og den er meget hurtig at læse, så selv det mest fortravlede menneske ikke kan påstå ikke at have tid.

Den korte roman må have en enkel historie, da der ikke plads til en indviklet baggrundsfortælling eller et stort persongalleri. Her er tre bud på små, korte bøger der trods deres begrænsede omfang fortæller gode, vedkommende – og store – historier.

Sidsel Falsig Pedersens ”Måske går det over” handler om et par. Vi ved ikke hvor de bor, hvad de laver eller hvad de hedder. Parret tager på en rejse, men de ydre forhold er ikke afgørende. Historien er fortalt fra kvindens synsvinkel, en kvinde der har været ude for en traumatisk oplevelse og er bange for pludselig at dø. Det vigtigste i historien er forholdet mellem manden og kvinden. Et kærlighedsforhold, der ikke er helt uproblematisk.

Hernán Rivera Leteliers ”Pigen der fortalte film” forgår i en mineby i Chile. Eneste underholdning i den lille fattige by er byens biograf, så film er vigtige i det lille samfund. Hjemme hos bogens hovedperson María Margarita er pengene små og der er ikke råd til at sende alle i biografen. María Margarita bliver udvalgt til at tage i biografen og bagefter fortælle historien for sin far og sine fire brødre. Det er hun så god til, at hun bliver en stor succes og i byen kendt som den store filmfortællerske. Kærligheden til film og rollen som filmfortællerske kan dog ikke redde María Margarita fra de barske realiteter i Chile.

Jennifer Egans ”Sort boks” er oprindeligt skrevet i tweets. Sætningerne er altså max 140 tegn og meget koncentrerede. Sætningerne står desuden adskilt på siden, hvilket får romanen til at minde om ét langt digt. Hovedpersonen er frivilligt udsendt af sin regering på en hemmelig mission. Hun skal indhente information om sin ”Tildelte partner” ved at indynde sig som hans elskerinde. For at gennemføre mission skal hovedpersonen følge en lang række regler, og hver eneste sætning i bogen indeholder en af disse regler eller retningslinjer.

Sidsel Falsig Pedersen, Måske går det over, Tiderne Skifter 2012, 116 sider

Hernán Rivera Letelier, Pigen der fortalte film, Tiderne Skifter, 2013, 103 sider

Jennifer Egan, Sort boks, Klim, 2013, 102 sider





Skriv en kommentar til Små bøger med store historier