Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
sonnergaard

Interesserer du dig også for kærlighed, mad og fremmede byer?


Hvis overskriften på dette indlæg tiltaler dig, så deler du højst sandsynligt passion med forfatteren Jan Sonnergaard. Selvom navnet får dig til at mindes svært tilgængelige analyser af hans tidligere noveller, så beder jeg dig læse videre og ikke lade dig skræmme. Jan Sonnergaard er nemlig andet og mere end din gymnasielærers yndlingsnovellist.

Sonnergaards nyeste novellesamling, Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed, mad og fremmede byer, består af otte fortællinger om – som du nok har gættet – kærlighed, mad og fremmede byer. Fortællingerne tager udgangspunkt i Paris, Amager,  Prag, Rom, Tbilisi, Berlin og Saint-Nazaire; og ja, det er kun syv byer, da byernes by, Paris, er hovedpersonen i to af novellerne. Det er ikke et tilfælde, at jeg her kalder Paris for en hovedperson. Byerne og deres karakteristika og charme (eller mangel på samme) er netop hovedingrediensen i Sonnergaards fortællinger. Med menneskelig indlevelse og forståelse væves karaktererne og byerne sammen, så du som læser rent faktisk føler, at du selv kommer slentrende langs Seinen. Eller befinder dig på en italiensk restaurant i Trastevere. Eller står i murerstøvet på en gammel bar i Berlin. Eller kan spotte de lysende neonskilte i de dunkle gader i Prag. Eller… eller… eller.

Hvis du allerede er bekendt med og begejstret for Sonnergaards Radiator-trilogi vil du sluge bogen i ét hug og nyde den altid skarpe pen, der beskriver det komplekse menneske på bedste vis. Er du ganske grøn når det kommer til forfatteren, vil den nye novellesamling være et godt sted at begynde. Antallet af noveller er overskueligt, og bogens tre gennemgående temaer skaber en rød tråd, så man som læser ikke føler sig tabt ved begyndelsen af hver ny fortælling. Sonnergaard beskriver mennesket og det forskelligartede sider, så du føler det helt ned i maveregionen. De menneskelige karakterers længsel efter sanselig og konkret beruselse i form af alkohol, mad, fremmedhed og kvinder får dig til både at føle nydelse, væmmelse og tristhed. Det kan godt være, at kærligheden er til stede i fortællingerne, men det er kærlighed i en perverteret, besat og fortabt form. Læs bogen og bliv overrasket. Måske bliver du, ligesom jeg, tryllebundet af Sonnergaards uhyggeligt gode evne til at skildre alle sider af mennesket. Også de triste, ligegyldige, usympatiske og overfladiske.





Skriv en kommentar til Interesserer du dig også for kærlighed, mad og fremmede byer?