Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
1495535_10151960429554230_1470958393_n

Improcomedy med drys af julestemning


Kultur22.dk har besøgt Teatret Svalegangens ugentlige torsdagsarrangement Off The Record med juleshowet UnwrappedEn aften der bød på hylende morsom julesjov og gavefest med improgruppen Blot til Lyst.

Teatret Svalegangens torsdagsarrangementer går under navnet Off The Record, og består af en lang række af arrangementer, der tager udgangspunkt i det sceniske visuelle udtryk. Musikere, tryllekunstnere, skuespillere, komikere, digtere og billedkunstnere er nogle af dem, der kan opleves på Foyerscenen om torsdagen.

Arrangementet startede kl. 21, men allerede kl. 20.15 stod jeg i kø til Teatret Svalegangens Foyerscene pga. deres først-til-mølle-princip. Jeg var heldig, jeg kom ind og festlighederne kunne begynde. For det blev sandelig til en festlig og sjov ”juleaften” i selskab med improgruppen Blot til Lyst. Inden showet havde gruppen på deres Facebook-begivenhed opfordret publikum til at tage en lille gave med. Det kunne være en gammel sok, en blyantstump eller sågar en rumraket. Selv tog jeg bogen Det onde af Stephen King med. Ved scenen stod der et fint lille juletræ med plads til gaver forneden. Publikum placerede hver især deres medbragte gaver med indhold, der senere viste sig at være i alle afskygninger. Den hyggelige og julede stemning var sat, og publikum var klar til at pakke Blot til Lyst ud. Ind på scenen kom fem oplagte improcomedy-skuespillere, og showet var i gang. De medbragte julegaver blev pakket op en efter en af skuespillerne, og med gaverne var scenen sat. En tommestok, skæg, marmelade, mundskyl og et sugerør satte fantasien i gang hos skuespillerne og udfaldet blev mødt med højlydte grin og klap fra publikum. Indimellem blev scenerne afbrudt med spørgsmål ud til publikum, om hvilke følelser skuespillerne skulle have, eller hvilke steder de var. Fire midaldrende jomfruelige spejdere på en havn i Polen blev f.eks. rammerne for den ene scene. Kun fantasien satte grænser hos både Blot til Lyst og publikum, og aftenen bød i sandhed på et hylende morsomt arrangement med drys af julestemning og gaveregn. Afslutningsvist blev de resterende julegaver delt ud til publikum, og alle kunne gå hjem med gaver indhyllet af humor og sjov.

Jeg kan varmt anbefale dig at blive underholdt af improgruppen Blot til Lyst. En aften i deres selskab giver et skævt og anderledes blik på, hvad der kan komme ud af det rene improvisering på en comedyscene. Derudover vil jeg også anbefale dig at holde øje med Teatrets Svalegangens Off The Record torsdagsarrangementer for den århusianske undergrund.

Like Blot til Lyst og Off The Record på Facebook og læs mere





Skriv en kommentar til Improcomedy med drys af julestemning