Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
Rune Svenningsen DJ

Rundt om Rune Svenningsen – DJ


Den københavnske DJ, Rune Svenningsen, er først og fremmest musikelsker. Som en del af DJ-kollektivet, musikbloggen og pladeselskabet REKOMPILERET, er det Runes fornemste opgave at levere elektroniske remix af etablerede, såvel som up-coming danske kunstnere i nye, gratis kompilationer hver anden måned. Kultur22 har mødt den unge DJ til en snak om musikalsk inspiration, DJ-projekter og artister som er værd at holde øje med. Rune har til gengæld lavet et helt EKSKLUSIV MIXTAPE TIL KULTUR22. Læs og lyt med!

Lyt til Runes mixtape!

 

Hvor længe har du været DJ? 

Det der med at få lov og styre musikken blev jeg vidst allerede bidt af da jeg var omkring 10-12 år. Mine forældre havde et anlæg i stuen, hvor jeg fandt alle mulige godter fra deres pladesamling, såsom Eric Clapton, Creedence Clearwater Revival, Michael Jackson og på en øm dag kunne jeg også finde på at sætte Elton John på. Det med cder, vinyler og beatmixing startede nok mere seriøst for 5 år siden.

Hvor startede din interesse for at producere/mixe musik?

I mine forældres garage. Jeg havde i mange år spillet fodbold og brugt enormt meget tid på det. For meget åbenbart, for i en alder af 20 år fungerede min krop som en på 70, og jeg indså nok at jeg alligevel aldrig ville blive den nye Romario. Jeg havde spillet klaver i 10 år og kunne nogle greb, så jeg besluttede at købe et midi keyboard, en laptop og brugte 2 måneder i sommerferien hos mine forældre, på hardcore at nørde musikprogrammet Ableton Live. Derfra var jeg så heldig at komme ind på en laptop/producer uddannelse i København, og så har det sådan set været mit opium siden da.

Hvordan er din kreative arbejdsproces?

I begyndelsen arbejdede jeg enormt langsomt og havde en forventning om at de ting jeg lavede skulle lyde ligesom Trentemøller. Det resulterede naturligvis i at jeg kasserede 9 ud af 10 numre, fordi de blev fluekneppet og gennemlyttet over 100 gange i arbejdsprocessen. I dag arbejder jeg langt mere effektivt, er blevet bedre teknisk, har fundet en stil og lyd der giver mig lyst til at dele det med andre.

Foretrækker du at arbejde sammen med andre eller alene om musikken?

Jeg har et hav af gange prøvet at medvirke i et band, og det er gået galt hver gang. 5 mennesker med hver deres instrument presset ind i et 20 m2 øvelokale, hvor hver især har en ide om hvordan tingene skal lyde og gøres. Derudover er der en kolossal planlægning forbundet med bands, når forsanger Palle skal til bordtennis om tirsdagen, og trommeslager Ulla til dart om torsdagen. Som soloproducer kan du altid sætte dig ned uanset tidspunkt, du har hele bandet samlet i computeren, og kan arbejde indtil dine ører nærmest falder af, helt uden at skulle gå på kompromis med melodi og beat. Det elsker jeg, selvom jeg nogle gange ville ønske jeg havde en sparringspartner.

Hvilke projekter arbejder du på for tiden?

Jeg er MEGET tæt på at være klar med en EP, men selvom jeg er blevet mere effektiv vil jeg nok være tilfreds hvis den er ude inden metrobyggeriet står færdig i KBH. Derudover står den på REKOMPILERET, hvorfra vi udgiver danske remixes digitalt og gratis hver anden måned. Tjek det ud!

Hvor finder du din inspiration rent musikalsk?

Jeg får altid et hav af gode ideer når jeg er ude og spadsere i den friske luft eller cykler rundt i København. Det kan være alt lige fra larmende betonarbejdere der maskinelt giver ideer til et nyt beat eller måske en flok kinesiske tourister der generer sjove lyde, fordi de har optur over at have spottet den lille havfrue. Derudover finder jeg selvfølgelig en masse inspiration fra Soundcloud, labels, magasiner, blogs og en britisk veninde der altid sender mig de nye spændende ting fra UK scenen.

Finder du inspiration i andre medier (film, foto, kunst etc.)?

Absolut. Jeg glemmer tit at læse underteksterne i biografen fordi jeg i stedet bliver fanget af lydene og musikken. Jeg tænker også tit at museer/udstillinger burde at anvende tematiseret underlægningsmusik, da det i langt højere grad forstærker den visuelle oplevelse.

Hvem indenfor branchen skal man holde øje med lige nu?

Sekuoia, Rewolmer, Bwoy De Bhajan, Jongpadawan, Uffe, Paxton Fettel, Shatter Hands, Terry Tester, PonyBlod, Kill J, Scarlet Chives, Reptile Youth, Broken Twin og jeg har lyst til at nævne mange flere. Der er så mange seje og dygtige artister alene bare i DK, men størstedelen har langtfra fået den opmærksomhed de fortjener. Heldigvis findes der fantastiske medier som Dunkel Radio, Spacebounce, Tue T på de to fladhjul af stål, P6 Beat, Unga Bunga der gør plads til andet end bare dancehall og 3:30 min skabelon hits med de samme akkorder og vokalarrangementer.  

 

Rune Svenningsen1

 

Rune Svenningsen er 26 år og studerende ved KEA – Københavns Erhvervsakademi, hvor han bliver færdig på grunduddannelsen som E-designer i 2015.

Læs mere om Rune og resten af REKOMPILERET på http://rekompileret.dk/ og https://soundcloud.com/rekompileret

 





Skriv en kommentar til Rundt om Rune Svenningsen – DJ