Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
historierfrajazztiden

Historier fra jazztiden


”Historier fra jazztiden” er en samling af nogle af F. Scott Fitzgeralds bedste noveller. Nogle nyoversat og andre oversat til dansk for første gang.

Baz Luhrmanns filmatisering af ”Den Store Gatsby” fra foråret 2013, har på sat fornyet fokus på F. Scott Fitzgerald. Og det er da helt sikkert ikke et tilfælde, at ”Historier fra jazztiden” udkom cirka samtidig med at filmen havde premiere. Fitzgerald har dog ikke været gemt helt væk. I 2004 blev ”Den Store Gatsby” nyoversat til dansk og i 2007 blev romanen ”De smukke og fortabte” oversat til dansk for første gang. I 2008 kom så Davis Finchers film ”Benjamin Buttons forunderlige liv”, der bygger på novellen ”Det sære tilfælde Benjamin Button”, der for første gang er oversat til dansk i ”Historier fra jazztiden”.

Novellerne i ”Historier fra jazztiden” er alle skrevet i årene 1920 til 1939, og opdelt i to dele: ”Den gyldne tid” og ”Tømmermændenes tid”. Groft sagt handler ”Den gyldne tid” om årene før børskrakket på Wall Street i 1920, og ”Tømmermændenes tid” om årene efter. Hvad der i den første halvdel af novellerne foregår af ødselhed, må der betales for i den sidste halvdel.

Fitzgerald har en fantastisk evne til at skildre den tid han lever i. Det betyder at når man i dag læser hans noveller, kan man i den grad leve sig ind i livet i USA i 1920’erne og 1930’erne – både når det går godt og når det går mindre godt. Man kan også leve sig ind i hovedpersonerne, hvis problemer som oftest er ret universelle. Måske lige med undtagelse af Benjamin Button, der jo bliver født gammel og bliver yngre for hvert år der går…

Selvom Fitzgerald har opnået en status som én af de store amerikanske forfattere og hans værker som klassikere, betyder det langtfra at det er vanskeligt forståeligt eller elitær litteratur vi har med at gøre. Fitzgerald skriver virkelig godt, formår at skabe nogle interessante karakterer og nogle spændende plots. Men samtidig er hans noveller – og hans romaner for den sags skyld – meget letlæselige. Emnerne er som sagt universelle, der er typisk en ung mand og en ung dame samt en eller anden forhindring til stede, men dog er de originale og ikke blot basale kærlighedshistorier.

Hvis man ikke allerede har læst noget af F. Scoot Fitzgerald er ”Historier fra jazztiden” et virkelig godt sted at starte.

F. Scoot Fitzgerald, Historier fra jazztiden, Lindhardt og Ringhof, 2013





Skriv en kommentar til Historier fra jazztiden