Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
CNMR_01305_XL

Det eventyrlige liv


Der har tidligere her på siden været en omtale af den store britiske statsmand Winston Churchill, den måske største politiker i det 20. århundrede. Denne omtale rettede sig primært mod Churchills virke som forfatter, et aspekt af hans mangefacetterede liv. Hvis man imidlertid vil have hele historien med, findes der et utal af biografier. En af de bedste er den danske historiker Jørgen Sevaldsens fra 2004: Winston Churchill- statsmand og myte.

Et liv, en epoke

Winston Churchills liv spænder over en epoke i verdenshistorien. Da Churchill blev født i 1874 var hans hjemland Storbritannien verdens suverænt mægtigste nation, der kontrollerede et enormt imperium og som i kraft af sin flåde beherskede verdenshavene. Da han døde i 1965 var imperiet væk og Storbritannien reduceret til en mindre europæisk magt. Den mellemliggende periode havde bl.a. set to verdenskrige der fuldstændig forandrede verden.

De mange begivenheder

Den tidligere britiske premierminister Harold Macmilan udtalte engang, at hvad der kunne ændre verdenshistorien fra det ene øjeblik til det næste var begivenheder. Churchills liv rummer begivenheder nok til at ændre historiens kurs flere gange. Og det skete netop også. Historien om Churchill er historien om en dreng der bliver født ind i det britiske højaristokrati, og som tidligt bliver sendt på kostskole og har en ulykkelig barndom. Det er historien om en ung eventyrlysten mand der melder sig til hæren, og deltager i krige fra Cuba til Indien og Afrika. Og det er historien om politikeren der sidder 64 år i parlamentet, tjener under seks monarker og fem premierministre, og som selv var leder af sit land af to omgange. Og endelig er det historien om manden der under den mørkeste periode i Europas moderne historie, bevarede overblikket og roen, da alle andre var gået i panik. Og som ved hjælp af ikke mindst sit retoriske talent, bringer ikke kun sit land, men et helt kontinent, igennem en krig hvor risikoen for total ødelæggelse var større end nogensinde.

Det uperfekte menneske og den fantastiske historie

Churchill var på ingen måde noget perfekt menneske. Han både røg og drak og træf gennem sit liv mange ukloge beslutninger. Disse overskygges dog klart af de mange gode ting han udrettede. Tilbage står en fantastisk historie, der nærmest tangerer en roman. Så for alle der er til gode og storslåede fortællinger kan det varmt anbefales at blive klogere på Winston Churchill og hans forunderlige liv.

Jørgen Sevaldsen: Winston Churchill- Statsmand og Myte. 2004. Kan købes i de fleste boghandler og antikvariater.





Skriv en kommentar til Det eventyrlige liv