Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
IMG_1126red

Tyrkiet er ikke kun Alanya


Mange kender Tyrkiet for charterdestinationen Alanya, der befinder sig på landets sydkyst og for turistmagneten Istanbul, men de færreste ved, at Tyrkiet har langt mere at byde på end det. Også for de kultur- og historieinteresserede.

Storslåede ruiner

IMG_0427-_8_9_tonemappedred

Interesserer man sig for historie, er det et must at besøge den charmerende by, Selcuk, hvorfra man nemt kan tage en minibus til den imponerende ruinby Efesos, der var en af Romerrigets største metropoler. Lad dig forføre af det gigantiske amfiteater, spadsér mellem søjlerne eller fald i staver i den antikke verdens tredje største bibliotek. Der er nok at beundre i Efesos.

Mægtige landskaber

IMG_0578red

Er man til naturoplevelser er der to områder i Tyrkiet, der ikke er til at komme udenom. Det ene er ”The Travertines” ved byen Pamukkale, hvor et exceptionelt naturfænomen har fundet sted og en hel bjergside er blevet dækket af kalk og smukke kalkterrasser med det klareste blå vand. Et ubeskriveligt landskab som, bogstavelig talt, toppes med ruinerne af det romerske kursted, Hierapolis.

IMG_1095red

Det andet område er Kappadokien, der befinder sig på den anatolske højslette og rummer de utroligste huler, der er hugget ind i urgamle sandstensformationer. Fænomenerne kaldes ”fairy chimneys” og mange af hulerne er stadig beboede.

Pulserende storbyer

IMG_1363red

Mange guidebøger vil afskrive Ankara som Istanbuls kedelige lillebror og byen kan da heller ikke leve op til Istanbuls ufattelige historiske og kulturelle rigdom, men til gengæld tilbyder den en forfriskende smagsprøve på det moderne og pulserende Tyrkiet, hvor de unge mødes i hippe kvarterer om aftenen og hvor businesskvinder selvsikkert prajer de Manhatten-gule taxier. Min første tanke da vi steg op af metroen var; ”New York midt i ørknen?”, for Ankara har fart på og en selvsikker stil, trods beliggenheden midt på den øde anatolske højslette. Ankara er klart et besøg værd og frugtmarkedet desuden eminent.

Religiøs mystik og smukke landsbyer

Vil man være sikker på at være, stort set, den eneste vestlige turist i miles omkreds og vil man have en helt unik oplevelse, kan man besøge den konservative by, Konya – man skal blot huske at tage lange bukser på og dække sine skuldre til (noget der ikke er nødvendigt andre steder i Tyrkiet). I 1400-tallet var Konya hjemsted for den berømte digter og religiøse læremester Rumi og både kristne, muslimer, buddhister og litteraturelskere valfarter til hans grav i Konyas historiske centrum. Rumi spiller en central rolle i Islams religiøse mystik og er ophavsmand til fænomenet ”whirling dervishes” – hvor medlemmer af Sufi-ordenen gennem ”hvirvlen” opnår en særlig trance. ”Whirling dervishes” kan opleves hver lørdag til en muslimsk ceremoni i Konyas gigantiske kulturcenter.

IMG_0917red

Er man til idylliske landsbyer har Tyrkiet også meget at byde på. Jeg besøgte landsbyen Safranbolu, der, som navnet antyder, er kendt for safran – men også for turkish delight og for at være verdens bedst bevarede ottomanske landsby. Her spiste vi naturligvis rigelige mængder turkish delight med safran.

Fra Safranbolu kan man tage bussen til Amasra – en charmerende by ved Sortehavet, hvor tyrkerne ferierer langt væk fra Alanyas mange charterturister. Med hyggelige små gader, alskens godt fra havet på menukortene og den smukke udsigt over Sortehavet er Amasra bestemt en overset lille perle.

Porten til øst

Trods de mange ovenstående eksempler på, hvad resten af Tyrkiet har at byde på, kommer man dog ikke udenom Istanbul, hvis man vil gøre sin kulturelle og historiske rundrejse komplet. Særligt hvis det er første gang man besøger ”porten til østen” må man ikke gå glip af de klassiske sights; Hagia Sophia, Den Blå Moské, Basilika-cisternen og Grand Bazaar. Har man læst Dan Browns nyeste bog, ”Inferno”, vil særligt Basilika-cisternen og Enrico Dandolos’ grav gøre et ekstra indtryk.

Pak rygsækken

Det er ganske nemt og billigt at komme rundt i Tyrkiet med bus. Der findes mange gode busselskaber der kører langdistanceruter og ofte kan man komme næsten til døren med en minibus, når man er nået frem til den centrale busstation. Faktisk er der ikke den lille flække i Tyrkiet du ikke kan nå ud til med bus.

God rejse!





Skriv en kommentar til Tyrkiet er ikke kun Alanya