Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
LM

“Rethink Rethink” på Contemporary Museum of Literature


Fredag den 2. august havde Contemporary Museum of Literature åbnet dørene for, hvad de kaldte en kritisk/kærlig udstilling af kulturhovedstadsprojektet, Aarhus 2017’s tema: Rethink. Udstillingen fandt sted ved Udstillingslokalet Mellemrummet på Godsbanen i Aarhus C og i dagens anledning bød de søde mennesker fra Contemporary Museum of Literature på kølig hvidvin og snacks.  Det lille, hvide rum var smykket med ni billedrammer indeholdende tekstuddrag fra forskellige litterære værker, skrevet af forfattere som blandt andet Astrid Lindgren, Christina Hagen, Dan Turéll og Karen Blixen. Tre af værkerne omhandlede at problematisere, tre omhandlede at strukturere og tre omhandlede at formidle til andre. Alle litterære værker virkede nøje udvalgte, og jeg fandt det yderst interessant at forsøge at dele de ni værker ind i de tre overordnede kasser – og der dukkede desuden også ukendte litterære værker op, som jeg blev inspireret til at løbe ned og låne på biblioteket/købe i den lokale bogpusher. Jeg er ikke sikker på jeg fandt den samme mening og betydning fra de ni tekstuddrag som CML havde tænkt – men det er litteratur, og dermed lovligt at uddrage så mange betydninger man overhovedet kan.

Jeg vil ikke her afsløre hvilke tekstuddrag der – ifølge Contemporary Museum of Literature – gjorde hvad, da det er en del af fornøjelsen ved udstillingen. Jeg vil nøjes med at anbefale alle, bognørder eller ej, at tage et kig på udstillingen i den måned den varer. Både fordi det er interessant, hvordan litteratur på samme måde som kunstmalerier, drama, musik og lignende kan udtrykke et budskab. Men også for at støtte op om et spændende nyt projekt i Aarhus, der faktisk er verdens første litteraturmuseum af sin art. Folkene bag Contemporary Museum of Literature ønsker at gøre litteraturen tilgængelig og de ønsker at skabe et samtidsmuseum for litteratur, hvor man med udgangspunkt i litteraturen kan deltage i og udfordre de diskussioner, som er vigtige for samfundet. Jeg mener, at det er lykkedes, og jeg glæder mig til at opleve mere.

“Rethink Rethink” er udstillet en måned fra den 2. august ved Udstillingslokalet Mellemrummet, Godsbanen, Skovgaardsgade 3, Aarhus C. Find ud af mere om Litteraturmuseet på facebook.com/museumofliterature





Skriv en kommentar til “Rethink Rethink” på Contemporary Museum of Literature