Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
_1014332

Mini-roadtrip: Bernkastel-Kues ved Mosel


Denne sommer havde min bedre halvdel og jeg planlagt et lille roadtrip igennem Tyskland og Belgien. Første hovedstop efter en enkelt overnatning i Kassel, Tyskland, var Bernkastel-Kues ved Moselfloden i det sydlige Tyskland. Byen havde jeg personligt ikke hørt om før, så mine forventninger var vage. Men efter det tyske landskab begyndte at ændre sig, og bjergene kom til syne blev spændingen vækket. Idet man kører ned i dalen, med Mosel-floden som midte, bliver man overvældet af det utrolige landskab: Bjerge, vinmarker, skovområder, de små landsbyer. Omend området er ret befolket af turister i august, er stedet, hvor bjerge med slotsruiner og vinmarker ligger i baggrunden uanset hvor man ser hen, stadig absolut et (eller flere) besøg værd.

_1014307 (630x473)

Burg Landshut-ruinen der ses fra bymidten. © Kira Bang-Olsson

Kaffe og nysgerrighed

En kop kaffe på gaden i Barnkastel-Kues mens næste skridt overvejes. © Kira Bang-Olsson

 

Rundt på intuition

Det kan anbefales at starte dagen med en kop kaffe ved en af de lokale caféer, hvor man kan sidde på gaden og nyde stemningen, imens man får sig et overblik over, hvad man kunne tænke sig at opleve. Faktisk synes jeg, det er en skøn oplevelse i sig selv at gå rundt i byens gader og kigge op og ned på de fine bindingsværkshuse og prøve små sidegader, der tit fører sjove steder hen. Hvis man går nordpå kan man komme ind til det fineste lille vandfald, Tiefenbach, hvor området omkring stierne har en helt særlig atmosfære.

Udsyn ved Tiefenbach

Udsyn ved Tiefenbach. © Kira Bang-Olsson

Vin i baghaven

En gåtur ud af en af sidegaderne og pludselig står du lige ved vinmarkerne. © Kira Bang-Olsson

Med vinen i centrum

Mosel-området er kendt for sine vine, særligt de hvide. Overalt i området findes vinbarer, butikker og museer med et bredt udvalg af kølig vin til fine priser. I Bernkastel-Kues ligger det interaktive vinmuseum (som jeg egentlig kun vil anbefale, hvis man er stor tilhænger af multimedie-baserede museer. For mig var det for digitalt.) og ved siden af Mosel Vinotheket. Vinotheket i særdeleshed er spændende for en vinelsker, da her også findes en vinkælder, hvor man kan smage, læse om og købe 150 forskellige Moselvine. Dette kan være et godt sted at tage hen efter at have tilbragt et par aftener på vinbarene rundt omkring, for at købe forfriskninger eller gaver til hjemkomsten. At man i godt vejr kan nyde et glas kold vin på pladsen, hvor man er omgivet af museums bygningen og Skt. Nikolaus Hospitalet (det er ikke så makabert, som det kan lyde), er slet ikke skidt.

Sidegade

Klassisk vue i byen, hvor bjergene og vinmarkerne ligger i smuk symbiose ved byens udkant. © Kira Bang-Olsson

Desværre havde vi sat kort tid af til besøget i Bernkastel-Kues, men på den korte tid vi var der fik vi mange indtryk og noteret mange ting, vi gerne vil opleve, næste gang vi kommer derned. Og på trods af vores visits korte varighed er jeg ikke i tvivl om, at Bernkastel-Kues skal anbefales til enhver. Byen kan både besøges for sightseeing-mulighederne, men i høj grad også blot for at opleve  og forsvinde ind i stemningen, for det føles vitterligt som om man er utroligt langt væk fra alt.

 

Næste stop for vores mini-roadtrip var Bruxelles. Herom kommer der snarligt et indlæg, så hold dig til!

 

Alle fotografier © Kira Bang-Olsson 2013





Skriv en kommentar til Mini-roadtrip: Bernkastel-Kues ved Mosel