Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
Hemmelig 2

Schhh…mød en hemmelig klub!


Forestil dig en kunstklub, som er hemmelig, kun for de indviede, men alligevel for alle. Det er en klub, hvor kunstnerisk leg, design, udklædning og historiefortælling forenes i et magisk univers, hvor både børn og voksne kan lege med. Velkommen til En hemmelig klub.

En hemmelig klub har siden 2009 leveret kunstoplevelser for børn og voksne gennem finurlige klippe-klister workshops, udstillinger, magasiner m.m. både i udlandet og i Danmark. Hele hemmelighedskonceptet skjuler de engagerede ophavskvinder, som for tiden skaber legende kommunikation, designer og udarbejder hjemmelavede souvenirs i Aarhus-området.

 

Foto: Nikolaj Knudsen og En hemmelig klub

Foto: Nikolaj Knudsen og En hemmelig klub

 

Personligt stiftede jeg bekendtskab med kunstklubben ved et tilfælde, da en af mine kollegaer på Godsbanen for en måneds tid siden faldt over en perleplade formet som en QR-kode på gaden. Efter at have indscannet denne mystiske kode fandt min nysgerrige kollega frem til En hemmelig klubs hjemmeside og videresendte straks et link til mig. Jeg blev hurtigt fascineret af dette udefinerbare kunstprojekt, som bl.a. har budt på et hemmeligt klubhus, et interaktivt magasinomslag for AGI, en julekalender, en tattoosalon, et pop-up-galleri, en animationsworkshop og meget andet.

 

Tattosalon  Fotos af Nicolaj Knudsen og En hemmelig klub

Tattoosalon
Fotos af Nicolaj Knudsen og En hemmelig klub

Museet for særlige ting

Et af En hemmelig klubs projekter er Museet for særlige ting, der bedst kan beskrives som en form for pop-up-museum, der ved særlige lejligheder åbner rundt omkring i Aarhus. Det skete bl.a. til Mejlgade for Mangfoldighed og senest til Art Weekend Aarhus i maj, hvor besøgende kunne få vist deres helt egen, personligt udvalgte museumsgenstand gennem en automat, hvor man skulle indkaste en polet, hvorefter ”maskinen” til gengæld viste en særlig udvalgt ting for gæsten. Museet er indbegrebet af leg, fantasi og historiefortælling, hvor kunst skal være sjovt og for alle på linje med resten af klubbens hemmelige aktiviteter.

Den Fundne Skov
– The London Design Festival

En hemmelig klub kan fra d. 13. juli til d. 1. september opleves på Dalslands Kunstmuseum i Sverige, som en del af den bæredygtige designudstilling [re]craft. Det er designsammenslutningen [re]design som står bag udstillingen og den tilhørende ”gør-det-selv-bog”, hvor læseren kan følge instruktionerne og fremstille sine egne bæredygtige kunst- og designværker af genbrugsmaterialer. En hemmelig klub bidrager med Den Fundne Skov til udstillingen, som er en lille skov til pynt eller leg, lavet af gamle træmøbler.

Efter september flytter udstillingen ”[re]craft” til London, hvor den vil være en af de mange spændende designoplevelser under The London Design Festival fra d. 14-22. september. Hvis man skal en sommertur til Åsenbruk, Sverige, eller en efterårstur til London, så vil jeg klart anbefale udstillingen og En hemmelig klub.

 

"Den Fundne Skov" kan ses på udstillingen re[craft]. Foto re[design].

“Den Fundne Skov” kan ses på udstillingen “re[craft]”. Foto re[design].


Se mere på schhh.org, [re]design og The London Design Festival

 

 

 





Skriv en kommentar til Schhh…mød en hemmelig klub!

2 kommentarer

  1. Ah! Tak for det, Det var dejligt at komme hjem fra vores expedition til Sverige og snuble over alle de pæne ting du siger om os!

  2. Det var da så lidt! Jeg synes bestemt jeres fine projekt er værd at anbefale :)