Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
En gruppe af Waura Indianere fisker i Puilanga-søen nær deres landsby. Brasilien, 2005. © Sebastião SALGADO / Amazonas images.

En gruppe af Waura Indianere fisker i Puilanga-søen nær deres landsby. Brasilien, 2005. © Sebastião SALGADO / Amazonas images.

Genesis – genopdag vores jord


Mesterfotografen Sebastião Salgado har brugt otte år på at fotografere jordens sidste vilde steder. Resultatet er en storladen fotoudstilling. Et imponerende møde med vores planet, som du aldrig har set den før. 

IMG_6321

Efter i mere end seks år at have fotograferet flygtninge fra krig og sult overalt på kloden var Salgado kørt træt. Han stolede ikke på noget i nogen og tvivlede på menneskehedens fremtid. Han viede alle sine kræfter på et naturgenopretningsprojekt i Brasilien – her fik han idéen til Genesis. Hvorfor ikke rejse ud til de steder, hvor menneskehånden aldrig havde haft ødelæggende fat?! Foto fra udstillingen på Ara Pacis i Rom. Foto: Anne Siig Nørregaard.

”Genesis” er navnet på den første bog i det Gamle Testamente, den der udlægger Jordens skabelsesberetning, men Genesis er også titlen på det otte-årige fotografiske tour de force, som den brasilianske magnum-fotograf Sebastião Salgado har foretaget ud til alverdens afkroge. Der, hvor menneskefødder sjældent plantes i den arktiske sne, det gloende ørkensand eller i den sumpede jord ved Amazonas bredder, har Salgado ladet kameralinsen gå på opdagelse.  

Naturen taler til os

- Mit kamera tillod naturen at tale til mig. Og det var mit privilegium at lytte, siger Salgado.

Men brasilianeren har ikke kun lyttet, han har også forstået. I hvert fald har han forstået at finde og fotografere de 46 pct. af Jorden – der stort set tager sig ud, som ved klodens skabelse, ved Genesis.

Genesis Picture 5

Sydlige rethvaler ved Valdés-halvøen. Her ligger hvalerne vandret i vandoverfladen og lader deres haler stå ret i vejret i mere end ti minutter, man ved ikke præcis hvorfor. Valdés Peninsula, Argentina. 2004. © Sebastião SALGADO / Amazonas images.

Det er en hyldest til naturen – og til livet i alle dets former: om det så er den forpjuskede kaktus der har formået slået rod i et dødt lavalandskab, stammefolk på Sumatra med bue og pil eller to kyssende albatrosser på Willis Island på den allersydligste halvkugle. Salgado lader naturen tale til os på sine store sort-hvide fotos, så man står måbende tilbage med tanken: findes disse steder virkelig endnu? … Åbenbart. Salgado har fundet dem til os i det han kalder ”Min kærlighedserklæring til Jorden”. En kærlighed man kun kan dele, efter at have set hans uforglemmelige fotos, der også kan findes i en flot udgivelse fra forlaget TASCHEN med samme titel.

fo_salgado_genesis_trade

© TASCHEN.

Her kan du se fotoudstillingen ”Genesis”:

I Europa:

The Natural History Museum, London – indtil 8. september 2013.

Ara Pacis Museum, Rom – indtil 15. september 2013.

La Maison Européenne de la Photographie (MEP), Paris – fra 25. september 2013 indtil 5. januar 2014.

Musée de l’Elysée, Lausanne – fra 21. September 2013 indtil 12. Januar 2014.

 

Udenfor Europa:

The Royal Ontario Museum, Toronto – indtil 2. september 2013.

Jardim Botânico, Rio de Janeiro – indtil 25. august 2013.

SESC Belenzinho, São Paolo – fra 9. September 2013 indtil November 2013.

 

 





Skriv en kommentar til Genesis – genopdag vores jord