Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
Chill 1

Chill i Parken tager skridtet videre


Efter syv succesfulde sæsoner som endags-festival, tager Chill i Parken nu skridtet videre og åbner op for en 3-dages festival anden weekend i august. Det aalborggensiske Chill i Parken er kendt for at være en endags musikfestival, som i dén grad har fingeren på pulsen, når det kommer til at booke de allermest interessante DJ’s- og kunstnernavne fra den danske musikscene – både fra den nationale såvel som den lokale scene. Genrerne spænder vidt lige fra dubstep til jazz, henover electronica, lounge og chillout.

Årets første (længe ventede) Chill i Parken

Chill i Parken i Aalborg har siden 2006 arrangeret gratis udendørs arrangementer i Aalborgs skønneste grønne oaser. Jeg har tidligere skrevet et indlæg om Chill i Parken og dette kan læses via følgende link: http://www.kultur22.dk/2013/01/kom-sommer-kom-sol-kom-chill-i-parken/.

Sæsonen er nu for alvor skudt i gang – dog først her i juli og ikke i maj, som jeg fejlagtigt antog i mit tidligere indlæg. Men det første Chill i Parken arrangement løb altså af stablen den 13. juli og foregik på en helt ny lokation – nemlig Hasseris Høj eller Sukkertoppen om man vil. Kært barn har mange navne. Den spektakulære udsigt som denne høj tilbyder, indbød derfor naturligvis også til en Chill i Parken – Solnedgang edition. Det var arrangement nummer 25 og derfor var arrangørerne bag Chill i Parken også i jubilæumshumør og bød på lidt ekstra godter i form af en række specielle kunstneroptrædener og den nye smukke lokation. Blandt andet bød denne dag på optrædener fra: Nordpå (Aalborg), OHOI feat. JG, Sværd (KBH) og Karmakaptajnen & Grev Axel. Og jeg har ladet mig fortælle, at selvom der var en smule koldt ud på de sene aftentimer, så var det en smuk solnedgang.

Ny satsning
Og nu sker der altså noget nyt på den aalborggensiske chill-scene. Fra den 9-11. august indtager Chill i Parken 3 forskellige lækre grønne lokaliteter i Aalborg og inviterer til 2 dansable efter-fester på Viva La Revolution. Og det bliver en chillet festival uden lige! Fredag kan du chille den med dine bedste venner til tonerne fra blandt andet Julius Sylvest og Maxi Puxi og med en skøn udsigt til Limfjorden – herlighederne foregår nemlig denne dag ved Aalborg Havnefront. Lørdag foregår det hele ved KuNsten og du kan, udover at fornøje dig med gøgl, kunst og det skønne springvand, lytte til lækker lyd fra blandt andre Okay Funky, Runge og selveste Band Ane. Og sidst men bestemt ikke mindst, er der Chill i Parken for rollingerne i Det Ny Karolinelund om søndagen. Her vil der være masser af underholdning til børnene, graffiti-væg som altid, hacky sack samt skate  og naturligvis også lækkert musik – denne sidste dag byder Chill i Parken på blandt andre El Peligro og Lars Da Fari kendt fra Tudsegammelt.

Efterfesterne på Viva La Revolution foregår fra kl. 22-05, det koster fårre’ kroner (40 kr., red.) at komme ind og det er blandt andre Julius Sylvest, Dix One og Okay Funky, som er med til at fastsætte soundtracksene til din aften i dansens tegn.

Chill i Parken er et kærkomment kulturelt indspark i det aalborggensiske kulturlandskab og med fare for at lyde som poesiens svar på Teletubbies, så siger jeg det endnu engang: Tag af sted. Medbring dine bedste venner, støt op om Chill i Parken og køb dine øl i barerne, nyd solen, dagen og hinanden og lad chill-faktoren og musikkens toner omfavne dig på bedste vis. Vi ses derude, Aalborg!

Du kan læse meget mere om festivalen og holde dig ajourført via følgende link:

https://www.facebook.com/events/504651609611313/





Skriv en kommentar til Chill i Parken tager skridtet videre