Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
Churchille

Storytelleren Churchill


Winston S. Churchill er kendt som englændernes store statsmand. En mindre kendt side af ham er hans virke som forfatter. En hobby, der gav ham Nobelprisen i Litteratur. 

I 2016 får englænderne endelig lov at betale med ”Churchill”. Når den tidligere premierminister kommer på 5 punds-sedlerne. Det er Winston Churchills ansigt, der pryder sedlerne, ved siden af ham aner man konturerne af det britiske parlament ”Westminster” og derover en medajle med påskriften ”Nobel Prize in Literature 1953”.

Jo, den er god nok – Winston S. Churchill blev i begyndelsen af halvtredserne tildelt verdens mest prestigefyldt pris for litteratur. Det kom bag på litterater, på pressen, på englænderne – og ikke mindst på Churchill selv.

En ydmyg Churchill

Den 15. October 1953 modtog Winston Churchill den engelske presse i hallen i Downing Street 10. Denne gang var det dog ikke statsanliggender, journalisterne ville vide noget om, men derimod premierministerens respons på at være årets modtager af Nobelprisen i Litteratur.

churchill study

“History will be kind to me for I intend to write it”, skal Churchill have sagt. Og det gjorde han så – i mere end en forstand. I hvert fald modtog han Nobelprisen i Litteratur bl.a. for sine historiske værker. Det var kun anden gang det Svenske Akademi lod prisen gå til en historiker – første gang var i 1902, da tyskeren Theodor Mommsen modtog prisen for værket “Römische Geschichte”.

Badet i fotografernes blitzlys fremstod den 80-årige statsmand overraskende ydmyg. Churchill takkede Det Svenske Akademi for at have æret ham med den internationalt anerkendte litteraturpris, fremhævede så to andre britiske nobelpristagere i litteratur Junglebogs-forfatteren Rudyard Kipling og dramatikeren George Bernard Shaw og brummede:

- I cannot attempt to compete with those.

Tidligere på dagen havde Churchill haft den svenske ambassadør Gunnar Hägglöf  i telefonen, da svenskeren skulle overbringe ham akademiets afgørelse. Churchill takkede og sagde ja til at modtage prisen. Han tilføjede så, at han ikke håbede, at Akademiet havde været forudindtaget i bedømmelsen af hans litterære kvaliteter.

Verdenspressen stod måbende tilbage… Var Churchill virkelig en stor forfatter? Og var han større end Ernest Hemingway, E.M. Forster, Halldór Laxness og Juan Ramon Jiménez, som han havde slået af banen i kapløbet om prisen?

Talte sejren hjem

I 1945 sendte et flertal af de britiske vælgere Churchill ud af Downing Street 10. Datteren Mary beskrev, at det var den eneste gang, hun havde set sin far græde. Churchill blev sendt på pension og en politisk ørkenvandring. Der skulle gå seks år, inden han igen kunne vende tilbage til premierminister-posten.

Churchill nobel prize

Winston S. Churchill fik Nobelprisen i Litteratur “for his mastery of historical and biographical description as well as for brilliant oratory in defending exalted human values.” Churchills nobelpris og det dertilhørende diplom er i dag udstillet på Nobel-museet i Stockholm.

I de seks år skrev Churchill. Han skrev sit store 6-binds værk om Anden Verdenskrig, samt fortsatte storværket om Englands historie, som han havde påbegyndt i 1937 (afsluttet i 1958).

Skulle denne håndfuld historiebøger (og godt 20 andre mindre værker) være nok til at skaffe Nobelprisen? Svaret er: nej.

Som Churchill selv havde frygtet, så gjorde man en undtagelse for at kunne tildele ham Nobelprisen. Akademimedlemmet Knut Ahnlund begrundede motivationen for Churchills nobelpris:

- Måske kan hans historiske værker, ikke i sig selv, retfærdiggøre tildelingen af Nobelprisen. Men hvis hans litterære omdømme ville blive sammenholdt med hans aktivitet som taler, så ville der ikke være nogen tvivl om, at han ville udfylde betingelserne for at få Prisen, skrev Ahnlund og anbefalede, at man primært gav Churchill Nobelprisen i Litteratur for hans veltalenhed.

En usædvanlig begrundelse for en atypisk forfatter, men den gik igennem. Den 10. December 1953 takkede Lady Clementine Churchill for Nobelprisen på sin ægtemands vegne i banket-hallen på Stockholms Rådhus. Churchill kunne ikke selv være til stede ved ceremonien.

Ike n Churchill

Stalin stjal Churchills Nobel-fest. I hvert fald gjorde den sovjetiske diktators død, at Churchill i stedet for at sætte kursen mod Stockholm måtte rejse til Bermuda-ørne for at mødes med Præsident Eisenhower til en diskussion af sikkerheden og forsvaret af Vesteuropa efter Josef Stalins død. At dømme efter fotoet ser den britiske premierminister ikke ud til at savne December-kulden i Stockholm.

Churchill brugte ghostwritere

Diskussionen om Churchills værdighed til prisen fortsatte og fortsætter den dag i dag, sikkert også i 2016, når englænderne får ham i hænderne.

- Jeg havde brug for pengene [der fulgte med Nobelprisen], skrev Churchill senere til sin hustru.

Der er ingen tvivl om, at Churchills taler er værd at lytte til. De udødelige taler til den britiske befolkning under Anden Verdenskrig får de små hår til at presse sig mod indersiden af skjorteærmerne. Er han også værd at læse?

Ja, selvfølgelig.

Værket om Anden Verdenskrig er imponerende i sit omfang og sin detaljerigdom. Godt nok har historikeren David Reynolds har påvist, at store dele af værkerne blev skrevet af ghostwritere. Reynolds vil dog ikke kritisere Churchill for tilgangen: At gå op i hvilke dele statsmanden selv havde forfattet ville være som at spørge en mesterkok hvilke dele af en menu, han helt selv havde tilberedt, mener historieprofessoren. Churchills ungdomserindringer ”My Early Life: A Rowing Comission” er en vaskeægte spændingsroman fra en veloplagt storyteller.

Det kan anbefales både at høre og læse Winston S. Churchill, mens vi venter på at komme til at betale med ham.





Skriv en kommentar til Storytelleren Churchill