Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
Lee Miller head

Lee Miller & det surrealistiske blik


Der er en god grund til at komme ud af de vante rammer og besøge Brundlund Slot i Aabenraa. I øjeblikket udstilles der i slottets smukke lokaler sort/hvid fotografier af den amerikanske fotograf Lee Miller (1907-1977).

 

Udstillingen er stram; fotografierne hænger i sorte rammer på de hvide vægge. Ingen dikkedarer, kun fotografier. Og det passer til dem. Man har ikke brug for at blive forstyrret af alt muligt, men i stedet få ro til at fordybe sig i de smukke, foruroligende fotografier og historier.

For Lee Miller var en særlig kvinde. Hun var både fotograf og model, en del af den surrealistiske bevægelse og dokumenterede Anden Verdenskrig for Vogue. Derfor spænder udstillingen bredt: Den præsenterer både hendes egne fotografier og fotografier af hende taget af blandt andre Man Ray – der er virkelig mange guldkorn.

Nude bent forward

Lee Miller, ”Nøgen figur foroverbøjet”, Paris, Frankrig, c. 1930
© Lee Miller Archives, England 2012. All Rights Reserved.

Først foran, så bagved

I 1920’erne arbejder Miller som model, efter hun bliver opdaget af selveste Condé Nast, grundlæggeren af Condé Nast Publications, der huser Vogue, Vanity fair og The New Yorker. Senere rejser hun rundt til Paris, Rom og Firenze for at studere kunst, hvorefter hun i Paris møder og indleder et forhold til Man Ray. De indleder et forhold der både bygger på kærlighed og inspiration, og hun begynder at fotografere.

I 1942 bliver hun krigskorrespondent for de amerikanske styrker og fotograferer under hele Anden Verdenskrig: Fotografier helt anderledes fra hendes tidligere billeder.

Det er netop dette, der gør udstillingen så interessant. Personligt kendte jeg kun Lee Miller fra hendes tid som surrealistisk kunstner, men måtte overraskes af de facetterede, helt anderledes fotografier, der gemte sig i nye rum på slottet.

web, Self portrait,#1821F3F

Lee Miller, ”Selvportræt”, New York Studiet, New York, USA, 1932 © Lee Miller Archives, England 2012. All Rights Reserved.

Udstillingen giver et sjældent indblik i en af de ikoniske fotografers liv fra flere vinkler. Både den fotografisk, historisk og æstetisk interesserede vil opleve at blive suget ind i udstillingens værker.

Udstillingen kører indtil d. 12. maj 2013.

(Øverste billede er af Lee Miller og David E. Scherman: “Lee Miller i Hitlers badekar”, Hitlers lejlighed, München, Tyskland 1945 © Lee Miller Archives, England 2012. All Rights Reserved.)





Skriv en kommentar til Lee Miller & det surrealistiske blik