Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
kurt_vile__3_

Indie rockens ”The Dude” Lebowski gæster Danmark


Nye toner vil forlade Kurt Viles strube og guitar, når Kurt Vile and the Violators d. 29. maj inviterer til anmelderrost folk/rock- hygge i Amager Bio.

Brandgodt guitarspil og sangtekster med mening. Det er set før, men Kurt Vile er nu helt sin egen.  Kurt Viles slackeragtige, mediterende lyd nåede hidtil uset perfektion på 2011 albummet ”Smoke Ring for My Halo”. Nu er han klar med efterfølgeren ”Wakin’ On A Pretty Daze og klar til at vise verden hvad Kurt Vile anno 2013 kan.

”The Dude” mentaliteten møder Bob Dylan sangskrivertraditionen

Rodet hår, åbne skovmandsskjorter og et tilbagelænet vibe er bare nogle af grundene til, at tankerne hurtigt falder på Coen brødrenes eksemplariske slacker, ”The Dude”, fra 90’er klassikeren ”The Big Lebowski”. Men sammenligningen stopper også her. Kurt Vile må siges at have større ambitioner end ”The Dude”.

Med kærlighed for sangteksten og fokus på den enlige mand med den akustiske guitar, skriver Kurt Vile sig ind i den Singer-songwriter tradition, som Bob Dylan var forgangsmand for.

Kurt Viles stemme fraserer langsomt og han tager sig god tid til at bedrive selvransagelse og granske tilværelsen . Klassiske emner eksekveret smukt. Men Vile har ikke det hele i munden, han har det i den grad også i fingrene.

Fingerspil og rumklang

Guitaren indtager en central rolle i Kurt Viles lydunivers.  Knitrende fingerspil som peger tilbage på John Fahey og den Amerikansk/Britiske Folk tradition, suppleres af følgeskabet ”The Violators”. Bandet står for det mediterende og slørede rumklangsunivers som Viles musik også er kendt for.

Efter at have oplevet Kurt Vile på Roskilde Festival 2011 er jeg overbevist om, at Kurt og det fire mand stærke entourage formår at levere varen og underholde. Føler du dig overbevist, så antag dit bedste Lebowski vibe og gør dig klar til en musikalsk oplevelse i verdensklasse hvad enten det er til koncert eller hjemme i sækkestolen.

 





Skriv en kommentar til Indie rockens ”The Dude” Lebowski gæster Danmark