Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
Barry Lyndon header

En elskelig slyngel


Filmen ”Barry Lyndon” er en fortælling om storhed og fald, om krig og kærlighed, om jagten efter anerkendelse og angsten for at miste det hele. Den er Stanley Kubricks oversete mesterværk – en visuel og æstetisk nydelse fra begyndelse til slut.

Det er dejligt en gang imellem at få en filmisk mavepumper. Det sørger Stanley Kubrick for med filmen ”Barry Lyndon” fra 1975. (Fås på DVD og kan ses på filmstriben.dk)

Indrømmet jeg har længe tøvet ved udsigten til at skulle se en 3 timer lang historisk 1700-tals film med parykker, pudder og hele baduljen; jeg har undgået ”Barry Lyndon” blandt Kubricks film…

Barry Lyndon1pg

Egentlig er Redmond Barry bare en irsk bondeknold, der er ulykkeligt forelsket i sin kusine. Skæbnen fører ham ud i den store verden og ind i den engelske hær, den preussiske hær og helt frem til europas hoffer som kortsvindler. Barry er en opportunist, en slyngel, en romantiker og gambler. Filmen er tro mod William Makepeace Thackerays satiriske roman “The Luck of Barry Lyndon” fra 1844. (genudgivet på dansk i 2009)

… Generelt fik Barry Lyndon en blandet modtagelse, da den udkom. Tempoet i filmen var for langsomt for mange, og den blev ingen salgssucces i USA. I dag har filmelskere taget historien om den irske eventyrer til nåde. TIME har udråbt Kubricks værk til én af de 100 bedste film nogensinde og Oscar-instruktøren Martin Scorsese foretrækker Barry Lyndon blandt alle Kubricks film. (OK, jeg giver filmen en chance, tænkte jeg.) …

…Nu sidder jeg tilbage med indre billeder af Ryan O’Neals sammenbidte portræt af den irsk-fødte slyngel Redmond Barry, der satser stort, vinder alt – og da han har nået sit mål, anerkendelsen fra de højeste kredse som engelsk ’gentleman’, må indse, at man desværre ikke kan snyde eller skyde genvej i livets store spil.

Barry Lyndon2

Marisa Berenson fik af Stanley Kubrick ordre på at holde sig væk fra sollys i en måned før optagelserne til “Barry Lyndon” skulle begynde i 1974. Hun spiller rollen som den smukke adelsfrue Lady Lyndon, der lader sig indfange af Barrys charme. Hun er hans direkte vej op ad rangstigen og til den anerkendelse som ‘gentleman’, som han så indædt drømmer om.

For mit indre ser jeg stadig nogle af de flotteste scenerier, jeg nogensinde har set på film; samt den underskønne Marisa Berensons sarte fremstilling af Lady Honoria Lyndon, der selvfølgelig falder for storsvindleren Redmond Barry og ryger med ham i faldet, når han mister alt.

Barry Lyndon3

I filmhistorien vil ”Barry Lyndon” blive husket for dens scener optaget uden kunstig belysning. Muliggjort med de helt specielle kameraer udlånt af den amerikanske rumfartsorganisation N.A.S.A. (til brug ved månelandingerne) og udstyret med 55 millimeter Carl Zeiss Planar linser til at kunne optage scener, hvor stearinlys er den eneste belysning. Resultatet er slående og malerisk, som guldranede malerier af Wattheau og Thomas Gainsborough, som Kubrick tydeligvis er inspireret af.

Barry Lyndon er nok den flotteste film, jeg nogensinde har set. Jeg vil aldrig glemme de storladne scener fra slagmarker, slotte og barok-haver, men den er så meget mere end pittoreske landskabsscener og 17-tals kostumer. Den er en af de få Kubrick-film, hvor mesterinstruktøren tillader os tiden til at komme helt tæt på hovedpersonerne og dele deres følelser. Det er en af de film, der er svær at få ud af hovedet og derfor ekstremt anbefalelsesværdig!

barry lyndon4

I 1700-tallet afgøres æressager med pistolkraft. Det koster Redmond Barrys far livet – selv må han også afsikre pistolen og stille op til duel. Det er åbenbart en uundgåelig del af hans skæbne…

 

 

 





Skriv en kommentar til En elskelig slyngel