Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
snehvide_13318_6234x3744px

Musikalsk eventyr for både børn og voksne


Da jeg i går eftermiddags indfandt mig på Århus Teater, var det med en særlig forventningsfuld kildren i maven: Jeg skulle genopleve det klassiske eventyr om Snehvide og de syv små dværge, kendt og elsket fra min barndom. Scenen var sat i den smukke, gamle sal, men modsat så mange andre gange jeg har indfundet mig på teatret, var publikum denne gang fortrinsvist børn og deres forældre. Snehvide på Århus Teater kalder sig ”En musical for hele familien” og forestillingen indeholdt da også elementer for både store og små. Snehvides uskyldige sind appellerede til det yngre publikum og de syv små dværge – nu med nye navne – var tilpas søde og fjollede til at alle måtte overgive sig til smil, når de vrikkede rundt på scenen. Musicalen var fyldt med muntre sange, sjove sange,  bedrøvede sange og onde sange. Der var vittigheder, der henvendte sig til de yngre, men også jokes af mere ”voksen” karakter, som det nok kun var de lidt ældre tilskuere der morede sig over. Og så var der Den Onde Dronning, som var så gennemført ondskabsfuld og sang så klart og højt om sine skumle planer, at det undervejs gibbede selv i undertegnede. Snehvide selv, i Annika Aakjærs skikkelse, var bedårende naiv, smuk og sang så dejligt – figurens uvidenhed befandt sig dog til sidst på grænsen til det irriterende, men karakteren henvendte sig givetvis også mest til det yngre publikum.

Snehvide ér en musical for hele familien med sine mangeartede elementer og sine skønne sange og charmerende skuespillere. Hvis du ønsker to timer i underholdende selskab, hensunket i barndommens eventyr med et tilført twist, kan jeg kun anbefale dig et smut ind til Snehvide på Århus Teater.

 

 

 





Skriv en kommentar til Musikalsk eventyr for både børn og voksne