Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
original

Mesterlig “Oscar”-taber


Årets store ”Oscar”-taber er bestemt en biograftur værd. ”The Master” er en film, der stiller en række spørgsmål, som du selv må finde svaret på.

Måske er det blot et tilfælde? Eller måske ligger der mere bag: Hollywood har hædret årets bedste filmpræstationer med guldglitrende Oscars. Som altid var der overraskelser og uforglemmelige øjeblikke, men en film gjorde sig dog bemærket ved ikke at vinde noget, nemlig ”The Master”.

Hvorfor?

De internationale anmeldere har ellers ikke holdt inde med superlativer, når det gælder Paul Thomas Andersons seneste film. Hovedrolle-indehaveren Joaquin Phoenix’ portræt af den fordrukne og hjemløse krigsveteran ”Freddie Quell” er blevet kaldt hans bedste præstation nogensinde. Ved siden af ham stråler Oscar-vinderen Philip Seymour Hoffman, som den karismatiske og dragende kult-leder ”Lancaster Dodd”, mens Amy Adams efterlader et uforglemmeligt indtryk som Dodds styrende og magtsyge hustru ”Peggy”.

Både Phoenix og Hoffman blev hædret med den tunge guldpokal Volpi Cup for bedste mandlige skuespilpræstation ved Venice Film Festival, mens Anderson blev hædret med en sølvløve og var festivalens kritikerkæledække.

Phonix Master

Livstræt, ældet, arret, fordrukken, hjemløs og urovækkende, sådan er Freddie Quell der hjemvendt fra Anden Verdenskrig leder efter et fast holdepunkt i tilværelsen, nu hvor krigen ikke længere er det eneste meningsfyldte – måske et nemt offer for en sjælelindrende Kult? Næ, alligevel ikke helt… Joaquin Phoenix er eminent som Quell. En rolle han spiller helt ud i de mindste trækninger om hans hareskårede mund.

Oscarfesten aflyst

Paul Thomas Anderson blev ikke nomineret i kategorien bedste instruktør ved årets Oscar-fest, og det fik en del anmeldere op af biografsædet og vakte generelt stor undren, Anderson har for længst gjort sig positivt bemærket med filmene “Boggie Nights”, “Magnolia” og “There Will Be Blood”. Men ”The Master” fik dog tre nomineringer.

Joaquin Phoenix var nomineret til en Oscar for årets bedste mandlige hovedrolle. Philip Seymour Hoffman var nomineret til en Oscar for bedste mandlige bi-rolle, mens Amy Adams indgik i konkurrencen årets bedste kvindelige bi-rolle. Ingen af dem blev præmieret, ja, faktisk blev ”The Master” forbigået. Hvordan kunne det gå så galt?

Seymour

– Jeg er forfatter, doktor, atomfysiker og teoretisk filosof, men mest af alt et menneske, et håbløst nysgerrigt menneske, lige som dig selv, sådan introducerer Lancaster Dodd sig til Freddie Quell, da skæbnen første gang bringer dem sammen, og filmens hovedperson møder lederen for kulten “Sagen”. Philip Seymour Hoffman er mesterlig i mere end en forstand. Hans portræt af “Mesteren” drager os, men rejser også en række spørgsmål? Hvad driver ham? Hvorfor påstår han at kunne se flere liv tilbage? … og hvad vil han en drukkenbolt som Freddie?

Scientology slår igen

En ting er sikkert. Ikke alle synes lige godt om ”The Master”. I Hollywood har Scientology et godt tag i den amerikanske filmindustri, ikke kun Tom Cruise og John Travolta er erklærede tilhængere, men også en række producenter og pengemænd bag sølvlærredet.

De har bestemt ikke været glade for Andersons filmiske epos, hvor Lancaster Dodd er baseret på Scientology alfaderlige grundlægger L. Ron Hubbard. Hvem ved? Måske disse indflydelsesrige ”film”-scientologer også har haft succes med at lobbye det Amerikanske Filmakademi til at holde igen med de gyldne statuetter. Ligesom i filmen ”The Master” er det kun et af mange spørgsmål, vi aldrig får svar på.

Men kendetegner det ikke netop en god film, at man kan mærke den, irriteres af den, pirres af den og diskutere den længe efter rulleteksterne har blandet sig med det skarpe lys i biografsalen. Sådan en film er ”The Master”. Sådan en film er åbenbart for ukonventionel til det Amerikanske Filmakademi. Og det gør den stærkt anbefalelsesværdig!

 





Skriv en kommentar til Mesterlig “Oscar”-taber