Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
Jerry Seinfeld

Jerry Seinfeld går til rapmusikken


Hvis du lige nu har svært ved at forestille dig, hvordan komikeren Jerry Seinfeld og rapmusik kan have noget med hinanden at gøre, vil jeg ikke bebrejde dig. Selvom de to umiddelbart virker uforenelige, er det nu en realitet, at de bliver det. Jerry Seinfeld skal nemlig assistere rapperen Wale på hans kommende album ”The Album About Nothing”.

Det er endnu ikke specificeret præcis hvorledes den aldrende komiker skal bidrage, man kunne dog forestille sig, at det bliver i form af mandens eminente talegaver. Wale har nemlig før draget inspiration fra komedieserien Seinfeld på hans to gratis udgivelser ”The Mixtape About Nothing” og ”More About Nothing”. Dengang blev der brugt lydklip fra serien, som rapperen fortolkede på forskellige måder. For eksempel på nummeret ”The Kramer”. Michael Richards, skuespilleren som portrætterede den skøre karakter Kramer i serien, havde en mildt sagt uheldig optræden på en comedy klub i 2006, hvor han fra scenen råbte racistiske bemærkninger til et sort medlem af publikum. Den lydoptagelse bruger Wale til at analysere og fortolke n-ordet på poetisk vis. En anden nævneværdig skæring er ”The Number Won”, hvor et klip fra Jerry Seinfelds optræden hos Larry King kan høres i starten. Larry King påstod dengang fejlagtigt, at serien blev cancelled efter den sidste sæson, hvorefter Seinfeld forurettet måtte korrigere ham og fortælle, at han selv valgte at stoppe på toppen med 75 millioner seere på den sidste episode. At hævde man er nummer et, har altid været kutyme hos rappere, så det er ikke svært at forestille sig, hvordan Wale valgte at fortolke det lydklip.

Man kan antage, at det bliver noget i samme stil, Jerry Seinfeld skal bidrage med på albummet. Denne gang med originalt materiale.

Seinfeld bliver af mange opfattet som værende den toneangivende sit-com i 90’erne. De fleste sit-com serier har førhen været centreret omkring familielivet i serier som for eksempel The Cosby Show og All In The Family. I Seinfeld var venskabet mellem de fire hovedpersoner Jerry, George, Elaine og Kramer omdrejningspunktet. Serien adskilte sig også ved, at afsnittene ikke havde noget umiddelbart plot, men mere tog udgangspunkt i små sociale intriger, ofte med et uheldigt end dog meget humoristisk udfald. Serien blev i medierne døbt ”The show about nothing”, og Wale’s mixtapes er navngivet herefter. Seinfeld var et produkt af sin tid, men kom også til at definere den. Det er usandsynligt, at en lignende tv-serie ville kunne blive ligeså succesfuld i dag. Da serien kørte i USA, sad Bill Clinton i det ovale kontor, økonomien var i opsving, og alt så lyst ud på overfladen. På det tidspunkt kunne folk rumme en postmoderne serie om ingenting, det ville de måske ikke kunne på samme måde i dag.

Har du ikke set Seinfeld, kan det varmt anbefales. Sæsonerne kan anskaffes til den nette sum af 100 kr. i Fona, så hvis man mangler et godt grin midt i denne kolde tid, er det et rigtig godt bud. Hvis det også er første gang, du hører om Wale, skal det siges, at han siden sine tidlige udgivelser har transformeret sig til lidt af en stereotyp rap persona. Men er man til eftertænksom, velproduceret hip-hop er de to førnævnte udgivelser værd at stifte bekendtskab med. De kan hentes kvit og frit lige her og her.

Det skal blive spændende, at se om Wale går tilbage til sine rødder på sit kommende album, eller om det bare er en gimmick for at generere et større pladesalg. Det tegner i hvert fald godt når Jerry Seinfeld har indvilget i at medvirke. Indtil da kan du her se et interview med komikeren, hvor han forklarer hvordan han blev involveret i projektet.





Skriv en kommentar til Jerry Seinfeld går til rapmusikken