Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
Kirsebærhaven_AntonTjekhov_aarhusteater_2012_torilbaekmark_u.tekst

Grænselandet mellem forfald og fremskridt


Netop nu kan man opleve Tjekhovs tragikomiske og gribende stykke ”Kirsebærhaven” på Aarhus Teater. Stykket havde første gang premiere på Moskva Kunst Teater i 1904 og bevæger sig eksplicit i balancegang på kanten mellem det nye og det gamle Europa.

Hvad betyder vores omgivelser, vores hjem og de materielle ting vi omgiver os med, for vores følelsesliv, vores tilhørsforhold og vores personlighed? Hvad ville vi egentlig kunne høre hvis vægge kunne tale?

Mødet med moderniteten

Vi møder, i Tjekhovs berømte stykke, en russisk adelsfamilie, der vender hjem fra Paris til et gods der er på tvangsauktion og en historisk kirsebærhave, der står til at skulle hugges op og udstykkes til sommerboliger til arbejderne. Man kan tydeligt fornemme den gamle verdens forfald omkring den degenererede og mentalt svagelige familie, der, til det sidste, nægter at se kendsgerningerne i øjnene. Deres grandiose livsstil sættes i skarp kontrast til den nuevo riche bondesøn, der køber godset hvortil hans forfædre har været stavnsbundne

Midt i familiens melodramatiske lystighed og følsomhed, der udspiller sig i den smukke kirsebærhave, fornemmer man tilknytningen til stedet, kirsebærhaven, som en kraftig understrøm, der driver adelsfamilien til at fornægte virkeligheden og klamre sig til fortiden indtil det er for sent. De forandringer i samfundet, som publikum tydeligt bevidner, går hen over hovedet på den indbildske og skrøbelige adelsfrue og hendes magelige bror.

Fornægtelsens pris

Stykket bliver en halvvejs munter og helvejs tragisk undersøgelse af, hvad det gør ved mennesker, at miste det sted og den tid de tilhører og blive tvunget til at se en ny virkelighed i øjnene. Samt hvor langt mennesker vil gå for at fornægte det der sker lige for næsen af dem og fortsætte en forældet og ekstravagant livsstil, der engang var fornem, men som i den nye kontekst forekommer komisk og akavet.

”Kirsebærhaven” har fremkaldt stor begejstring hos mig og kan opleves indtil den 6. marts – du kan lige nå det!

Læs mere og bestil billetter HER.





Skriv en kommentar til Grænselandet mellem forfald og fremskridt