Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
NWB

Northern Winter Beat 2013


Initiativet bag denne første omgang af Northern Winter Beat er absolut fabelagtigt skønt i en grå og kedelig januar måned, hvor de spændende kulturelle begivenheder i Aalborg er i fåtal. Trods minusgrader og blæst trodsede mange unge aalborgensere alligevel vejrstrabadserne og begav sig af sted for at få en på opleveren. De musiske bookinger spændte vidt fra Christian Hjelm til Mø hen over Reptile Youth og Eaggerstunn. De udspillede sig på scener på henholdssvis Studenterhuset, Skråen, Viva La Revolution, Huset, Gråbrødre Kloster og 1000Fryd og der var koncerter torsdag, fredag og lørdag. Jeg var så heldig, at deltage fredag den 25. januar.

2013-01-25 23.04.04

Forventningerne som ikke blev indfriet

Ham Der Hasse var første mand på scenen på Skråen fredag aften. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde en forventning om mere vokal og vers-spytteri end pladevenderi fra Hasse. Manglen på markedsføring fra arrangørerne af festivalen betød også, at der langt fra var fyldt i Skråens lokaler, hvilket gjorde hele stemningen ret ambivalent. Og ubehagelig. Hvilket var synd, fordi de reggaerytmer, som Hasses lydsystem spyttede ud, var lækre. Manden ved, hvad han taler om. Men sceneoptrædener og fortællinger om musikken, er ikke helt det samme uden publikum. Faktisk går meningen lidt af det. Der var efter min mening desværre nok tale om lidt af en fejlbooking når det kommer til Ham Der Hasse. Han ville passe langt bedre ind i for eksempel Vivas intime og mindre lokaler.

2013-01-26 00.05.27

Sjakket – Vendsysselsk charme bragte alligevel folk i festhumør

Selvom Sjakket, som skulle optræde efter Ham Der Hasse, ikke tiltrak den portion publikum, som skulle til, for at fylde Skråens store lokaler helt op, fik de alligevel os fremmødte i festhumør. Med deres fede rytmer og vendsysselske charme, håndtegn og hop på scenen i takt med deres fede rim var jeg i hvert fald godt underholdt. De formåede at integrere publikum og inddrage dem, som trods alt var mødt op.

2013-01-26 01.10.46

Superdisko – Ganz prima!

Jeg nåede lige at fange de sidste tre numre af det tyske diskopop emsemble, Freddy Fischer And His Cosmic Rocktime Band, som optrådte i Studenterhusets café. Tysk charme når det er bedst, så er det sagt. Med nålestribede jakkesæt og brede bakkenbarter, som led tankerne hen på de gode gamle 70’ere leverede Freddy og co varen. I Studenterhusets anden mindste lokale, skabte de charmerende tyske herrer en vældig fest og lagde op til fællessang. Jeg havde inden koncerten fået dem anbefalet – og det med god grund. Det var disko med en snert af moderne pop og dansable rytmer. De og deres musik var, som en af deres sange også så passende hedder: Superdisko!

2013-01-26 02.29.27

There is an idiot in all of us

Mit første møde med Reptile Youth skuffede bestemt ikke. De indtog scenen i Studenterhusets Store Sal med raketfart. Postpunk-diskorock mixet i en særdeles lækker cocktail. Og aldrig har jeg da set en forsanger hoppe højere end Mads Damsgaard Kristiansen. Som han selv sagde: ”Jeg kan ikke lade være med at danse”. Og han dansede i den grad, som om der var ild i gulvet.
Magen til karismatisk og energifyldt forsanger med dertilhørende kompetent band skal man lede længe efter. De nåede helt ud over scenekanten – i den allermest bogstaveligste forstand – til den fyldte sal. Det var især sangene ’Speeddance’ og ’Shooting Up Sunshine’, som publikum hoppede og skrålede med på. Vi dansede ligeledes som om der var ild i gulvet. En energisk fornøjelse, det var det.

Helhedsindtrykket?

Helt overordnet vil jeg sige, at til trods for to enorme fejlbookinger til at underholde på en alt for stor scene på Skråen, var Northern Winter Beat en fornøjelse at opleve. Det alsidige program, som arrangørerne kunne tilbyde og selve initiativet bag, er herligt og tiltrængt ved Aalborgs profil som kulturby.

Jeg håber meget, at NWB bliver en gentagende festivalsucces de næste mange år, således at januar måned i Aalborg bliver peppet en kende op og de musikelskende unge derude, kan få stillet deres musiske tørst.





Skriv en kommentar til Northern Winter Beat 2013