Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
David Ramirez Gomez

Frustrerede selvportrætter på Godsbanen


I ”Mellemrummet” på Godsbanen i Aarhus kan man lige nu opleve kunstudstillingen ”Krav om Bolig af Rimelig Størrelse” ved kunstneren David Ramírez Gómez. Den colombianske kunstner, som bor og arbejder i Danmark, har med sine kunstværker fundet en måde, hvorpå han kan kanalisere sin frustration, over sin indvandrersituation i Danmark, over i kunsten.

Værkerne tematiserer de boligkrav som David og hans ægtefælle har oplevet gennem de sidste 5 år og følelser forbundet med angst, usikkerhed og forvirring er tydelige i værkernes farvestrålende og tegneserieinspirerede univers. David Ramírez Gómez fremmaler, med sine værker, den desperation og frustration, som mange indvandrere oplever i mødet med systemet. Set gennem David Ramírez Gómez’ værker ser systemet uigennemskueligt og lukket ud og man får følelsen af, at kunstneren netop er sluppet ud fra en roman af Kafka.

Netop denne kafkaske tematik blev også sat i scene ved ferniseringen i fredags, hvor publikum for 20 kr. kunne erhverve sig et ”boligbevis”, fremstillet af kunstneren selv, og senere få det stemplet med enten ”ja” eller ”nej”. De fleste fremmødte fik nej – og det fik uvilkårligt én til at tænke over, om man overhovedet havde lyst til at få et ”ja” på et sted, hvor der blev sagt nej til så mange. Hvorfor fortjener jeg et ja, men ikke ham der står ved siden af mig?

Udstillingen løber frem til den 6. februar og kan ses alle hverdage fra 9 til 15.

Læs mere om Godsbanen HER.





Skriv en kommentar til Frustrerede selvportrætter på Godsbanen