Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
Elizabeth-Taylor-Top-Tenz-Cleopatra

Dengang Hollywood lavede storfilm


1950erne og 60erne var på mange måder en guldalder i Hollywood. I løbet af disse årtier blev der nemlig i filmbyen skabt den ene episke storfilm efter den anden, film der i forhold til spilletid, spektakulær scenografi, samt melodramatiske historier, ikke står tilbage for hvad nutidens Blockbusters kan fremvise.

 

Imperiet og den store kærlighed

En af de største og dyreste produktioner fra den tid er Cleopatra fra 1963. Alt ved denne film er enormt. Fra dens spilletid på 4 timer og 8 minutter, over dens episke og komplicerede historie, til prisen på den samlede produktion der beløb sig til 323 millioner dollars i 2013 priser, hvilke forsat gør filmen til en af de dyreste til dato.

Cleopatra er den klassiske historie om den unge Ægyptiske dronning der for at bevare kontrollen over sit land, først forfører Julius Cæsar, og efter dennes brutale død, forfører hans nærmeste betroede Marcus Antonius. Dette udløser en blodig borgerkrig om magten over imperiet. En kamp der finder sin afslutning med Cleopatras og Antonius nederlag og død.

Historien om Cleopatras storhed og fald er en voldsomt fascinerende historie, der gør sig godt som storslået Hollywood underholdning. Historien har naturligvis ikke kun betaget Hollywood, men står som en af de centrale fortællinger i europæisk kulturhistorie. Således skrev selveste Shakespeare to tragedier der skildrer Cæsar, Antonius, Cleopatra og deres kamp for kærligheden, og kampen om magten over et af historiens største imperier.

 

Legendernes Hollywood

Hovedrollerne i Cleopatra spilles af Elizabeth Taylor og Richard Burton, to af Hollywoods legender. Historien om Burton og Taylor er i sig selv en Hollywood film værdig. De indledte en affære under indspilningen af Cleopatra (de var begge gift) og blev senere gift og skilt to gange. Elizabeth Taylor blev i øvrigt datidens højest betalte kvindelige skuespillerinde. For rollen som Cleopatra modtog Taylor 1 million dollars.

Cleopatra fremstår naturligvis på nogle områder som en noget gammeldags film når den ses idag. Tempoet er ikke så højt og action scenerne ikke så mange, som man forventer af en moderne storfilm. Når dette er sagt fremstår filmen stadigvæk som utrolig flot, med godt skuespil og en fantastisk historie. Så hvis du er til Titanic eller Braveheart vil Cleopatra bestemt være værd at stifte bekendtskab med.

 

 Cleopatra kan købes på DVD i udvalgte butikker og kan bestilles over nettet. Den sendes også i TV fra tid til anden.





Skriv en kommentar til Dengang Hollywood lavede storfilm