Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
As Slow As Possible

Verdens længste kunstværk// As Slow as Possible


I St. Burchardi kirken i den lille tyske by Halberstadt i Tyskland blev de føste toner i 2001 slået an i en komposition/transepokal kunstværk, der er udtænkt til at have en total varighed på 639 år. Værket har titlen: As slow as possible og blev oprindeligt komponeret af avantgardekomponisten John Cage før hans død i 1992 og havde oprindeligt en varighed på 20 minutter.Projektet i Halberstadt kan ses som en naturlig videreførelse af John Cages lange række af konceptuelle værker, I kender højest sandsynligt hans berømte værk 4’33.

En gruppe af organister, kunstnere og musikteoretikere har imidlertid besluttet at tage værkets titel helt bogstaveligt og har skabt en version, hvor opførelsen vil tage 639 år fra start til slut. Det oprindelige værk er således blevet ’strukket’ ud på et makrostrukturelt plan, hvor det ikke kan høres eller rummes i dets helhed. Projektet kan derfor betragtes som et stykke konceptkunst, hvor de filosofiske aspekter nok er mere tungtvejende end den konkrete musik, der afspilles, hvilket man kan vove at påstå er fuldstændig i John Cages ånd. Lederen af værket er Professor Rainer O. Neugebauer mener også at John Cage ville have elsket forsøget på at vise evigheden.

Små sandsække holder orgelpiberne åbne, og næste klangskifte er i oktober 2013, derefter er der først klangskifte igen i september 2020. For 1000 euro kan man købe et klangår, der dokumenteres med en mindeplade. Pengene går til vedligeholdelse af og udskiftning af piber m.m. hvilket jo er afgørende for at projektet kan løbe rundt.

As slow as possible rykker nogle helt fundamentale grænser for hvordan musik kan frembringes og opfattes. På samme måde som 4’’33 er en manifestation af intetheden som begreb og musikalsk parameter, beskæftiger As slow as possible sig med begreber som uendelighed, utopi og monotoni på en måde, så disse referencer bliver helt tydelige. Ifølge Cage kan den ekstreme monotoni rumme skønhed og oversete musikalske kvaliteter, hvis man tilsidesætter sine tilvante måder at agere og lytte til musik på:
»Hvis noget er kedeligt i to minutter, så prøv det i fire minutter. Hvis det stadig er kedeligt, så prøv det i otte minutter, så 16, så 32. På et tidspunkt finder man ud af, at det på ingen måde er kedeligt.« *http://www.john-cage.halberstadt.de/

Skulle værket blive spillet til ende vil orglets sidste toner klinge ud i år 2640, og være musikhistoriens længste værk. Og man kan derfor håbe at der eksisterer fred og kreativitet i de kommende generationer, og at de vil værne og pleje om dette således at dette kan gennemføres.

Jeg synes det er et fantastisk smukt projekt, der i en fragmenteret verden symboliserer noget, der minder om evighed og uendelighed i dens fastlåsning af tiden, og giver en slags ro og tryghed netop i det faktum samtidig med at det konfronterer os med vores dødelighed. Og så skaber det samtidig en decideret forbindelse mellem nutiden og fremtiden, og er derfor også et projekt om håb og fred.





Skriv en kommentar til Verdens længste kunstværk// As Slow as Possible