Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
Aften på Karl Johan

I kaos at føde en dansende stjerne


Norske Edvard Munch (1863-1944) maler sjælen frem. Han lever i angst, i tristesse, i afmagt. Og lyser som en stjerne i sit eget mørke…

 

Jeg står over for en foruroligende flok af mørke skikkelser. Jeg kan ikke se, hvor mange der er, men fornemmer, at rækken af dem fortsætter bagud i det uendelige. De nærmer sig mig, langsomt tror jeg, men faretruende, som retningsløse, hvileløse vandrere i natten, som hjemsøgte sjæle af en anden verden. Deres øjne er udtørrede, tomme vandhuller, der stirrer tomt igennem mig. Som om jeg ikke er her – som om jeg aldrig har fandtes. Om lidt vil de nå mig – ramme mig – storme mig. Kan jeg gemme mig i mørket – er jeg forsvundet i det, opslugt af det. Hvad er det, jeg vil væk fra – er det menneskene  – tomheden – døden – er det angsten selv? Hvor skal jeg flygte hen?

Sjæleprojektioner

Sagen er den, at man ikke ved præcis, hvad det er, man har brug for at flygte fra. Og man ved ikke hvorhen. For Munch konfronterer os med alt dét, der ligger på lur i menneskesindets mørkere egne; alt dét, vi ved, vi rummer, men som vi oftest fortrænger for at kunne holde os selv og livet og verden ud – og han gør det med en så insisterende kraft, at der ingen vej er tilbage, når vi først har ladet blikket falde på ham. Da han – måske som en sorg over faderens død i november 1889 – langsomt bevæger sig væk fra den udvendige naturalisme til en indre symbolisme, indtager billederne et andet og stærkere udtryk end tidligere, et fortvivlelsens, et angstens udtryk. Hans værker bliver udkrængning af sjælen projekteret på lærrede – bliver til sjælebilleder.

Sorte engle ved barndommens vugge

Tuberkulose tager moderen og søsteren fra ham, da han er henholdsvis fem og tretten år. Selv er han også svagelig, han bliver ramt af hals- og lungesygdomme, af feber og bronkitis og hoste med blodigt slim. Han bliver døbt umiddelbart efter fødslen, da hans lægefader vurderer, at han ikke vil leve længe. Men Munch lever videre. Dog i alle 80 år tynget af en altoverskyggende angst for, hvornår døden vil nå ham.

Mørket som drivkraft, som ledestjerne

Munch var plaget af angst hele sit liv, samme angst fornemmer man i hans billeder, de skriger af melankoli og fortvivlelse – men opgivende var han aldrig. I ham fornemmer man bag ved afmagten en snert af særlig nerve og vitalitet, en stædig livskraft, stædig efter hvad? Ikke efter at gøre sig fri af angsten, han erkender, at den altid vil være der, men efter at bruge den, skabe ud fra den, lade det mørke være drivkraft og kilde til noget større end mørket selv – måske er det i sidste ende sådan, man vinder over det. “Uden livsangst og sygdom ville jeg have været som et skib uden ror.” Mørket er hans ledestjerne.

At male sjælen frem, et skridt imod verden

Denne ledestjerne, hvorhen leder den ham?

Efter beskeden om sin faders død skriver han i sit såkaldte manifest: “Der skulle ikke længere males interiører, folk, som læser og kvinder, som strikker. Det skulle være levende mennesker, som ånder og føler, lider og elsker”. Det er ikke følelsernes ekstremer, Munch insisterer på. Dét, han skildrer, er ikke dét allerlængst ude. Han maler følelserne og lidelsen frem, livet og verden, alt dét, der er lige her. Ikke ved siden af, nær ved – men inden i os.

“Min sti har ført langs en afgrund, et bundløst dyb (…) Af og til er jeg søgt bort fra stien og har kastet mig ind i livets vrimmel blandt menneskene. Men altid har jeg måttet tilbage til afgrundens rand.” Godt nok trækker han sig væk fra andre mennesker, hans krop gør – men med sin kunst nærmer han sig dem, kommer helt tæt på. Mørket leder ham ikke ud i noget for mennesket ekstremt, et fjernt landskab, men tættere på sig selv, tættere på livet, et skridt tættere på enhver sjæl i verden.

Det allestedsnærværende

Igennem Munch erfarer vi, at sjælen har noget til fælles med andre sjæle, et særligt stof måske, en undertrykt drift måske, en slags fælles kilde af noget sært ubestemmeligt – et indre mørke? Hvis vi fortrænger dette ét-eller-andet, skubber det væk i sindets afkroge, er disse afkroge ikke fjernere fra os, end at det kan ramme os som en tomhed, når vi går gennem den pulserende by en fredag aften; at det kan snige sig ind på os som en frygt for en sygdomsramt krop, når vi mærker en spænden for brystet; at det kan sætte sig i os som en altopslugende angst, når vi vågner om natten, og mørket minder os om døden. Eller det kan komme til os her på ARoS’ sjette sal foran disse billeder på de mørke vægge.

At lyse op i mørket

Udenfor ARoS er det blevet aften. Jeg træder ud i den begyndende nat, er ikke i stand til at skelne nattens mørke fra mit sinds, en indre verden, der smelter sammen med den ydre. Hvor er min krop i dette sorte? Er det opslugende eller beskyttende? Måske man både kan skjule sig og forsvinde i det, tabe sig selv af syne. Lige nu ved jeg det ikke. Men én ting fornemmer jeg: Det er større, end vi aner, tættere på, end vi tror – det allestedsnærværende, iboende mørke. Ikke alene giver det os mulighed for at nærme os hinanden, komme tættere på hinandens sjæle; det er også her, i ensomheden, angsten og tristessen, i dette kaos, at der af og til fødes en dansende stjerne.

 

 

Udstillingen ‘E. Munch – Angst/Anxiety’ er åben på ARoS fra d. 6. oktober 2012 til d. 17. februar 2013. Læs mere om den her eller bestil tid til at se udstillingen her.





Skriv en kommentar til I kaos at føde en dansende stjerne

2 kommentarer

  1. Hårene står stadig rejst, som om de nægter at lægge sig ned, så bevægende så smukt skildret!

  2. Jeg er så glad for, at du synes sådan. Kh.