Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
Nelly Sachs (Lasse Blond)

Smerteligt gode digte


Hun undslap med nød og næppe at ende som 6 millioner andre jøder som offer for nazismens massemord. I eksil i Sverige, installeret i en etværelses lejligheds ensomhed, skabte Nelly Sachs smukke, lidelsesfulde digte.

Samme dag som brevet kom ”om at indfinde sig med henblik på transport til en arbejdslejr” skyndte Nelly Sachs sig til det svenske konsulat i Wallstrasse 5-8 og drog et lettelsens suk.

Endelig – endelig var hendes svenske visa i orden. Sachs kunne altså forlade Tyskland og undgå at blive deporteret til en kz-lejr.

Hjemme igen ringende hun til en nu ukendt, men ”menneskelig” Gestapo-medarbejder og spurgte, hvad hun skulle stille op med ordren om at stille? Svaret var: ”Riv ordren i stykker og flyv til Stockholm i dag!”.

Efter at have betalt et emigrationsgebyr på 11,420 Reichsmark + ekstra 9,297 Reichsmark i fly-skat (en tiende del af alt hvad hun ejede) fik Nelly Sachs i 1940 lov at stige ombord på flyet i Tempelhof-Lufthavnen i Berlin. Med sig havde hun sin moder Margarete, det tøj de kunne have i kufferten og 10 mark.

Nelly Sachs var på vej mod sikkerhed i Sverige, et liv som digter og i alderdommen berømmelsen, som tysklands første kvindelige nobelpristager i litteratur.

Nelly Sachs (1891-1970) modtog i 1966 Nobelprisen i Litteratur for “hendes fremragende lyriske og dramatiske skriverier, der fortolker Israels skæbne med rørende styrke”. Nobelprisen i Litteratur blev det år delt mellem Sachs og den israelske forfatter Shmuel Y. Agnon (Samuel Josef Agnon). Her er det den svenske Kong Gustav VI Adolf, der gratulerer Sachs med udmærkelsen.

At formidle smerten

Året efter sin ankomst fik Nelly Sachs med hjælp fra andre jøder i den svenske hovedstad sin egen lejlighed, et lille hummer i Bergsundsstrand 23. Her boede hun sammen med den eneste person, der bandt hende til denne verden (sin mor) i tæt symbiose indtil moderens død. Og i isolation og eksil i fremmed land, hvis sprog hun først senere lærte. Men det var her i lejligheden med den trøstesløse udsigt til industri- og cementværkerne overfor, at Sachs skabte sine digte og skuespil.

Bare fire kvm udgjorde hele Nelly Sachs univers. Her i sin lille etværelses, med udsigt til et trist industriområde i Stockholm, sad hun på sengekanten og skrev digte og skuespil på sin rejseskrivemaskine “Mercedes Prima”, der ifølge en journalist larmede som en stenkværn. Sachs boede i lejligheden til sin død.

Dødsangsten og Døden, som havde taget så mange af hendes trosfæller og det meste af hendes familie, havde hun en særlig evne til at formidle og smerten ved tabet. Hun blev aldrig gift. Hendes eneste kærlighed en ikke-jødisk mand, som hendes fader ikke billigede, omkom formodentlig i en tysk KZ-lejr.

Sachs kunne om nogen sætte sig ind i lidelsen og skildre angsten: alligevel bliver man som læser af hendes digte ikke trist og modløs. Nej, her fatter man de menneskelig omkostninger ved Holocausten (der er svære nok at forstå ud fra historiebøger, dokumentarer og besøg i kz-lejre) – men man fatter også samtidig taknemmeligheden ved at være i live og verdenens skønhed, som Sachs også ser.

Et udvalg af Nelly Sachs digte er udgivet på dansk, fremragende oversat af Poul Borum med titlen ”I Opstandelsens Aske”. De er bestemt anbefalelsesværdige  læsning i et alvorligt øjeblik.

Tegning: Lasse Blond Larsen ©

To digte fra “I Opstandelsens Aske”

 

Også dig, min elskede,

har to hænder, født til at give,

revet skoene af

før de dræbte dig.

To hænder som må give sig hen

når de smuldrer til støv.

Af kalveskind var dine sko.

Og vel var de garvet og farvet

og gennemboret af sylen –

men hvem ved hvor et sidste

levende åndedræt bor!

I den korte adskillelse

mellem dit blod og jorden

har de samlet sand som et timeglas

som døden hvert øjeblik fylder.

Dine fødder!

Tankerne ilede forud.

De var så hurtigt hos Gud

at dine fødder blev trætte,

blødte for at indhente hjertet.

Men kalveskindet

som moderdyrets varme tunge

engang havde slikket henover,

før det blev flået af –

blev endnu engang flået

af dine fødder,

flået af –

o min elskede!

(Digtet ”Også dig, min elskede” fra 1946)

 

Kommer en

fra det fjerne

med et sprog

der måske lukker

lydende

med hoppens vrinsken

eller

unge solsortes

pippen

eller

måske som en knirkende sav

der skærer al nærhed itu –

 

Kommer en

fra det fjerne

med hundens bevægelser

eller

måske med rottens

og det er vinter

klæd ham da varmt

han kan også have

ild under sålerne

(han red måske

på en meteor)

så skænd ikke på ham

hvis dit tæppe gennemhullet skriger –

 

En fremmed har altid

sit hjem på armen

som et forældreløst barn

til hvem han måske blot

søger en grav.

(Digtet ”Kommer en” fra 1959)

 





Skriv en kommentar til Smerteligt gode digte