Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
Allen Trevi

Allens veje fører til Rom


Først var det London, derefter Barcelona, så Paris og nu er det Roms tur til at blive portrætteret gennem Woody Allens kærlige filmlinse. Komedien ”To Rome with Love” er netop nu biografaktuel og bestemt anbefalelsesværdig.

– Kom og lav den film om Rom, du så længe har talt om. Så finder vi alle de nødvendige penge!, sådan lød tilbuddet til mesterinstruktøren Woody Allen fra hans italienske distributører. Selvfølgelig sagde den 76-årige komiker ikke nej.

Han åbnede skuffen med idéer (i bogstaveligste forstand) og fandt en seddel, hvor han havde noteret ”En mand, der kun kan synge, når han er i bad”.

Den grå kontormus Leopoldo (Roberto Begnini) lever en stille tilværelse indtil en morgen, hvor han er verdensberømt i Italien. Nu står gudeskønne kvinder i kø og desværre også en hale af paparazzis.

Fire film i én

Den evigt neurotiske, forvirrede og komiske Woody Allen er tilbage både foran og bag kameraet og med sig har han kendte ansigter fra hans tidligere film bl.a. Penélope Cruz (Vicky Christina Barcelona, 2009), Judy Davis (Celebrity 1998, Deconstructing Harry 1997, Husbands and Wives 1992 og Alice 1990), Alec Baldwin (Alice, 1990) og Alison Pill (Midnight in Paris, 2011).

Foruden de kendte ansigter medvirker skuespillere der er helt nye i det Allenske univers f.eks. Jesse Eisenberg (The Social Network), Ellen Page (Juno) og Roberto Benigni (Livet er smukt). Alle yder de mindeværdige præstationer i fire forskellige fortællinger, der dog kun har Roms nyere og antikke arkitektur tilfælles.

Antonio (Alessandro Tiberi) er på bryllupsferie med sin skønne hustru Milly i Rom. Da Milly farer vild i metropolen, dumper luderen Anna (Penélope Cruz) ned i Antonios tilværelse.

”To Rome with Love” er Allen-klassik med masser af hans pseudointellektuelle humor, slapstick, uundgåelige kærlighedsforviklinger og sidespring. Og det er bestemt et biografbesøg værd – og måske i virkeligheden også et godt sted at starte, hvis man er Woody Allen-nybegynder.

“Has been”-arkitekten John Foy (Alec Baldwin) genoplever sin romerske ungdom, da han bliver en slags faderfigur for den arkitekturstuderende Jerry (Jesse Eisenberg), der bliver forelsket i kæresten Sallys bedste veninde, Monica (Ellen Page).

Woody Allen er selv tilbage foran kameraet i sin første filmrolle siden hans film “Scoop” fra 2006. Her som opera-agenten Jerry, der sammen med konen, psykiateren, Phyllis (Judy Davis) må tage til Rom, da deres datter vil giftes på italiensk. Davis er med sine krasse kommentarer det perfekte sidestykke til neurotiske Allen i en af filmens stærkeste præstationer.

Se traileren herunder:





Skriv en kommentar til Allens veje fører til Rom