Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
© Photographer Rasmus Baaner
Aathus Teater
Gengangere

Sejren over eller tabet til livets gengangere


“Æblet falder sjældent langt fra stammen,” kunne man have sagt. “Medmindre det GØR,” kunne man også modsige. Ikke desto findes der fra slægtled til slægtled et særligt væv, der spinder dem så fint og skæbnesvangert sammen. Disse usynlige, men stærke tråde  kan synes noget nær umulige at gøre sig fri af, og selv når den ene person mister forbindelsen til livet, opretholdes forbindelsen til den anden. Nogle gange vil selv samme forbindelse hive den levende med i døden…

Disse eksistensens tråde bliver Osvalds skæbne. Efter at have forsøgt sig som kunstner i Paris og levet en, fornemmer man, meget åben tilværelse, vender han tilbage til sin mor på herregården i det vestlige Norge, til sit barndomshjem. Den officielle grund til dette er indvielsen af det nybyggede børnehjem, som moderen har oprettet til ære for kammerherre Alving. For at ære sin afdøde mands minde. Men det viser sig efterhånden, at der ingenting er at ære, og at ikke alting er, hvad det giver sig ud for at være – at der bagved enhver omstændighed ligger en uhyggelig årsag, og at der for hver handling er et skjult, beskidt motiv. Alle har hver deres hemmeligheder, og alle hjemsøges af fortiden.

Det kommer frem, at kammerherre Alving under sit ægteskab både drak alt for meget og havde sex med andre kvinder, herunder også deres egen stuepige. Det viser sig, at deres stuepige i dag, Regine, er produktet af denne affære. Alt dette føler moderen sig presset til at fortælle dem, eftersom de to halvsøskende netop har udset hinanden som mand og kone.

Men Osvald har også en hemmelighed at afsløre over for sin moder: At han er kommet hjem for at dø. Han er offer for syfilis, en sygdom, som lidt for lidt vil fratage ham forstanden og til sidst slå ham ihjel. Selv tror han, det bunder i en lidt for løs omgang med kvinder i hans tid i Paris, men det viser sig, at sygdommen langt fra er hans egen skyld, at han har arvet den fra sin far. Da dette kommer frem, befinder Osvald sig allerede i et omfattende anfald af sindssygdom, og med den snert af bevidsthed, han stadig har tilbage, tigger og beder han sin mor om at slå ham ihjel.

Det incestuøse er symbolet på det lukkede, norm- og traditionstyngede samfund, hvorimod Osvald med hans frie liv i Paris repræsenterer den del af den yngre generation, der søger at bryde med førnævnte. Gengangere viser os, hvordan denne generation er spændt ud et sted imellem disse to yderpunkter, det bundne og det potentielt frie: De er først og fremmest bundet fast til den verden, fortiden har frembragt, tynget af de valg og dét liv, deres forgængere har levet – men er de i stand til at bryde med det forgangne, at genvinde frihed? Ibsen efterlader os ikke overbeviste: Både Osvald, der er rejst væk, og Regine, der drømmer om det, bliver straffet af fortiden og er tvunget til henholdsvis at vende tilbage og at blive; på trods af den frihed, Osvald har fundet i Paris, er han nødsaget til at give afkald på den, han tvinges ikke kun tilbage til barndomshjemmet, men i døden; det er og bliver den forgangne generation – med faderens dræbende sygdom -, der har det sidste ord.

I Gengangere er der både løgne, der afsløres, hemmeligheder, der siges højt, motiver, der afdækkes og håb, der kvæles. Det handler om disse tråde, der binder os til hinanden, binder os fast, og det handler om at gøre sig fri af forgængernes og fortidens lænker; og sidst men ikke mindst handler det om at vinde over livets hjemsøgende gengangere – eller at tabe til dem.

 

Gengangere af Henrik Ibsen opføres på Aarhus Teater fra d. 20. april til d. 19.maj. Læs mere her.





Skriv en kommentar til Sejren over eller tabet til livets gengangere