Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
bog

Læseoplevelser fra gemmerne


I påskeferien gik jeg på jagt i mine opmagasinerede flyttekasser. Her stødte jeg på gode bøger jeg helt havde glemt jeg havde læst, bl.a. et par titler af den amerikanske forfatter Tracy Chevalier:

Chevalier er især kendt for at have skrevet Pige med perleørering, der var forlægget til filmen af samme navn. Denne historiske roman tager udgangspunkt i den hollandske barokmaler Johannes Vermeers billede Pige med perleørering, der er et af hans mesterværker. Tracy Chevalier var fascineret af det udtryk pigen på Vermeers billede har, og besluttede sig for at skrive en roman, der skulle fortælle historien bag billedet. Pigens mysteriøse og hemmelighedsfulde udtryk har også givet anledning til at billedet bliver kaldt ”den hollandske Mona Lisa”. Fortællingen om pigen på billedet er fiktiv, men Chevalier lavede grundig research på Johannes Vermeer og hans samtid, og bogen er således også en historisk roman om både Vermeer og livet i den hollandske by Delft i 1600-tallet. Pige med perleørering er Chevaliers anden bog og blev hendes internationale gennembrud.

Den blå farve er Chevaliers debutroman, som jeg absolut også kan anbefale. I Den blå farve, som i Pige med perleørering, er det tydeligt, at Chevalier er optaget af historie. Det kommer dog lidt anderledes til udtryk i Den blå farve, fordi handlingen her er sat i nutidens Frankrig, hvor hovedpersonen Ellas interesse for slægtsforskning skaber en parallel til livet i den samme franske region i 1500-tallet. Ella er amerikaner og er flyttet til Frankrig sammen med sin mand. Hun har imidlertid lidt svært ved at finde sig tilrette i det lille, franske landsbysamfund og for at holde sig selv beskæftiget, begynder hun at undersøge sin slægtshistorie, der også har rødder til egnen. I familiens historie støder hun på kvinden Isabelle, som hun hurtigt føler sig forbundet med – trods tidsforskellen mellem det 16. og det 20. århundrede. De to kvinder viser sig nemlig at have flere ting tilfælles, og Ella bliver fuldstændig opslugt af at finde ud af mere om Isabelle. I takt med, at Ella lærer Isabelles historie at kende, bliver hun samtidig mere opmærksom på sine ønsker for sit eget liv. Den blå farve er en roman, der blander overtro, religiøsitet, nutid og fortid og på den måde skaber et fængende univers, hvor farven blå også spiller en vigtig rolle…

Chevalier har også skrevet romanen Faldne engle, der handler om mødet mellem to små piger, der vokser op i London omkring år 1900. Lavinia Waterhouse og Maude Coleman møder hinanden på kirkegården da de begge er fem år gamle. Familiegravstederne Coleman og Waterhouse ligger lige ved siden af hinanden, og selvom forholdet familierne imellem er anstrengt, knytter de to piger sig hurtigt til hinanden. Romanen er både en fortælling om de to pigers venskab fra de er helt små til de bliver teenagere, og en beretning om det første årti i det forrige århundredes London. Årtiet, hvor traditioner og gamle dyder blev udfordret af moderne anskuelser. Som en pendant til de traditionelle dyders tiltagende svære kår i en spirende moderne verden, er døden et centralt omdrejningspunkt i romanen. De forskellige aspekter af døden, fra begravelse til gravudsmykning og sørgebeklædning, havde i starten af 1900-tallet vigtige sociale funktioner, som romanen også tematiserer på interessant vis.

På Tracy Chevaliers hjemmeside kan man læse mere om hendes bøger og ikke mindst om, hvordan hun er blevet inspireret til hver af dem – se mere her.

Pige med perleørering, på dansk 2002.

Den blå farve, på dansk 2006.

Faldne engle, på dansk 2003.

 

 





Skriv en kommentar til Læseoplevelser fra gemmerne