Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
2695604

Kapitel i barndommens bog


Findes der en større fryd end at genopdage en bog fra sin barndom og dernæst mærke, at den rummer den samme spænding og tiltrækningskraft som dengang? I mit tilfælde skete det for nylig med Ulvehunden (White fang), en af de udødelige klassikere. Godt skrevet er den, denne barske fortælling, dette vaskeægte eventyr.

’Hvidtand’ begynder sit liv i en ødemark i Nord-Alaska, i den amerikanske goldrush’ tidsalder i slut 1800-tallet. Her fører Skæbnen hurtigt ulvehunden væk fra livet i det vilde. Først falder den i indianernes hænder. Siden opkøbes den af pionerer og bruges som kamphund, og som slædehund. Meget andet hænder Hvidtand, inden han efter mange strabadser, som har bragt ham på langs af kontinentet, ender hos en mand som forstår at værdsætte ham. Alt dette altså fortalt som set gennem Hvidtands øjne, en naivistisk fortælleform, som måske har været medvirkende til, at bogen er blevet kaldt en børnebog, hvilket den således langtfra kun er.

Selv var forfatteren til værket, den amerikanske kanon Jack London (f. 1876, billedet foroven) også lidt af en ulvehund. En lidt lurvet, berejst, autodidakt forfatter, som prøvede alle slags erhverv, fra guldgraver, til pirat, til journalist, til amatørbokser. Alt sammen selvfølgelig krydret med en god gang alkoholisme.

 

Læs bogens første sætninger og se om du kan fornemme dig tilbage til barndommens uskyldige åbning overfor eventyr. Her på dens originale sprog engelsk:

Dark spruce forest frowned on either side the frozen waterway.  The trees had been stripped by a recent wind of their white covering of frost, and they seemed to lean towards each other, black and ominous, in the fading light.  A vast silence reigned over the land.  The land itself was a desolation, lifeless, without movement, so lone and cold that the spirit of it was not even that of sadness.  There was a hint in it of laughter, but of a laughter more terrible than any sadness—a laughter that was mirthless as the smile of the sphinx, a laughter cold as the frost and partaking of the grimness of infallibility.  It was the masterful and incommunicable wisdom of eternity laughing at the futility of life and the effort of life.  It was the Wild, the savage, frozen-hearted Northland Wild.

 

 





Skriv en kommentar til Kapitel i barndommens bog