Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
Patti Smith

At ikke se sig selv – men at se hinanden


“When I look at it now, I never see me. I see us.”

Patti Smith taler om dét fotografi, Robert Mapplethorpe tog af hende til coveret til hendes débutalbum, ‘Horses’. Ikke kun en sætning, der sætter sig i én, men også en smuk karakteristik af venskabet imellem de to.

Men lad os begynde et andet sted. Nemlig på Memorial Day år 1967. Patti er 20 år, da hun foran Jeanne d’Arc-monumentet ved Philadelphias Museum of Modern Art afgiver løftet til dét barn, hun netop har født, givet væk og aldrig vil lære at kende, til Jeanne d’Arc – og til sig selv: “That I would make something of myself.”

På den præcis samme dag påbegynder Robert et nyt projekt: En række tegninger, som skal symbolisere hans løfte til kunsten. Da de to kunstnerspirer senere lærer hinanden at kende, forbløffes de over sammenfaldet – dét løfte, de har givet på den præcis samme dag.

Det er dette løfte til kunsten og troen på den, der driver dem. De forsluger sig på den, på det blomstrende kunstnermiljø i de sene 60’eres og 70’ernes New York – og på kærligheden. For det er ikke kun til kunsten, de afgiver et løfte – også til hinanden: At de aldrig må forlade den anden, så længe de har brug for hinanden. Nogle gange har de et hjem, andre gange er de hjemløse, de må gå igennem fattigdom og sygdom – og igennem tvivl: Tvivlen på deres eget talent og tvivlen på, i hvilke retninger deres kunstneriske veje vil føre dem; tvivlen på, om de vil klare det; de finder andre elskere; de fremmedgøres over for hinandens kunst; deres fysiske veje skilles. Men de er med hinanden i ånden, de møder hinanden på ny, de finder altid tilbage til hinanden igen.

Man ved godt, at deres veje en dag vil skilles på en anden måde. At AIDS’en vil slå Robert ihjel. Man ved godt, at han ikke lever den dag i dag. Men igennem denne fortælling bliver han tryllet frem igen, hans skikkelse står lyslevende for ens indre film. Og igennem ‘Just Kids’ lykkes det Patti og Robert – som så mange gange før – at finde hinanden endnu en gang. En sidste gang.

Pattis memoir ‘Just Kids’ er ikke kun et tilbageblik på dengangs Hotel Chelsea, på den tids kunstneriske New York, det er ikke kun en hyldest til kunsten og ikke alene fortællingen om kunstneren Robert Mapplethorpe – det er først og fremmest en kærlighedshistorie, historien om Robert og Patti. På grund af den symbiose, de tilsammen udgør, bliver hans historie også hendes. Og efterhånden ser de aldrig sig selv – de ser hinanden.

 





Skriv en kommentar til At ikke se sig selv – men at se hinanden

2 kommentarer

  1. Jeg fik kuldegysninger imens jeg læste artiklen, og jeg lyst til mere af samme skuffe hvad angår både historien og skrivestilen!

  2. Kære Joanna,
    TAK! Og kh.