Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
southscott

Dagbog trodser døden


I dag er det 100 år siden, at englændernes forsøg på, at blive de første på Sydpolen endte i tragedie. Robert F. Scott omkom i sit grønne telt, mens polarvinden rasede udenfor. Hans dagbog overlevede, og den er medrivende og kuldegysende læsning.

– Du Gode Gud! Dette er rædselsfuldt sted…

Sådan skrev den engelske opdagelsesrejsende Robert Falcon Scott i sin dagbog, da han og fire andre ekspeditionsdeltagere plantede Union Jack i på Jordens sydligste punkt, og opfylde Scotts livslange drøm. En drøm der blev til et mareridt for dem alle og endte i en af polarhistoriens mest omdiskuterede tragedier.

Drømmen om at blive den første mand på Sydpolen var ikke Scotts alene. Den norske polarforsker Roald Amundsen opgav, at blive den første mand på Nordpolen til fordel for Sydpolen. Amundsen var allerede inden kapløbet om Sydpolen blevet berømt for at finde søvejen til Stillehavet via det nordligste Canada gennem Nordvestpassagen. Han var en overlever, en dygtig skiløber, en hård leder og hans to år lange ophold hos de canadiske inuitter havde lært ham at overleve i de barske polaregne. Det var også her han havde lært at køre hundeslæde - noget Scott ikke forstod sig på. Trods det så Englænderne ikke Amundsen som en værdig modstander. Foto af Amundsen.

Det Britiske Imperium var i 1910 på sit højeste; så omfangsrigt, at Solen altid var oppe et sted i imperiet. Englænderne var Jordens dominerende magt, og kronen på værket skulle være et blafrende Union Jack på Sydpolen – en afgørende magtdemonstration af englændernes tekniske og menneskelige overlegenhed. Manden der fik opgaven var den britiske flådeofficer Robert F. Scott. Han havde allerede i 1906 været tæt på Sydpolen, men havde måttet vende om. Nu skulle Sydpolen indtages… koste hvad det ville.

Desværre for Scott og Englænd havde en anden også drømmen om at blive den første på Sydpolen.

Nordmanden Roald Amundsen var på vej mod Nordpolen, da han fik et telegram, at amerikaneren Robert Peary havde nået det nordligste punkt som den første. Amundsen opgav sin drengedrøm og beordrede ”Fram” stik syd – nu gjaldt det Sydpolen, inden Scott nåede den. Opankret ved øen Madeira sender Amundsen sin engelske rival et telegram:

”BEG TO INFORM YOU FRAM PROCEEDING ANTARCTIC –AMUNDSEN.”

Kapløbet om Sydpolen er skudt i gang.

Livet som indsats

Onsdag den 17. Januar 1912 ankommer Scott til Sydpolen. Termometeret siger minus 30, vinden er bidende kold og alle fryser. Humøret er ligesom temperaturen under nulpunktet. Det der skulle have været en engelsk triumf er forvandlet til et sønderknusende nederlag. Amundsen nåede Sydpolen 34 dage før Scott og har god fart på hjemrejsen. Han har efterladt sig et telt og på toppen har polarvinden fat i det norske flag. Scott har satset alt for at nå polen, men han har tabt.

Da Scott og hans mænd ankom til Sydpolen var de udmattede, forfrosne og plagede af den hårde udtur. Modsat Amundsen havde Scott fravalgt brug af hunde slæden skulle alene trækkes med mandekræfter. Et fatalt valg. Fra venstre: Henry "Birdie" Bowers, Robert Falcon Scott, Dr. Edward Adrian Wilson, Siddende: Edgar Evans og Lawrence "Titus" Oates. Dette er det sidste billede af polfarerne. Alle omkom på hjemturen fra Sydpolen.

Demoraliserede begynder han og hans fire rejsesvende arbejdet med at slæbe den tunge slæde de 1381 kilometer tilbage til lejren. Hvor iveren efter sejr var med Scott og hans rejsefælder på udturen, så har de på hjemturen fået en ny rejsefælde: Døden.

Dagbog til det sidste

Først tror de, at det er en varde de ser. Charles Wright undersøger det nærmere. Han giver tegn til de andre om at komme derhen. Det er Scotts telt. Nu får de svaret på, hvorfor Scott aldrig vendte tilbage til hovedlejren. Et tykt lag is og sne dækker teltdugen, og de går i gang med at grave døråbningen ud, mens de frygter for synet inde i teltet. Nordmanden Tryggve Gran, der havde ansvaret for hundene på Scotts ekspedition, beskriver scenen i teltet:

”Du store alverden hvilket syn – jeg følte som om snemarken aapnet sig under mig og at jeg sank – sank. – Der laa midt mellem to soveposer kaptain Scott. Et mareridt kunde ikke have fremstillet ham værre. Hans legeme laa halvt ud av posen – hans ansigt fortrukket – huden gul og gjennemsigtig, med mærker om voldsomme forfrysninger. […] saa aapnet de posen paa kaptajn Scotts højre side. Den indeholdt løitnant Bowers – han laa som om han sov. Den tredje pose – det var Dr. Wilson. Ogsaa han syntes at have møtt døden i søvnens arme. Han sad halvt opreist støttet mod teltstangen ved døraapningen og over hans ansigt hvilte et slags smil […] Uncle Bill, som vi kaldte ham, var blitt sig selv til det sidste.-”

Scott var død. Men inde i teltet, ved hans lig lå også hans dagbog, som han havde ført til det sidste og med en note om at sende den hjem til England. Dagbogen trodsede døden og med dens udgivelse blev en legende født.

Torsdag den 29. Marts 1912 skriver Scott for sidste gang i sin dagbog. Otte måneder senere finder et engelsk undersøgelseshold hans jordiske rester. Bowers og Wilson ligger som om de sover; de har trukket deres soveposer op over hovedet, som de ville have gjort under normale forhold. Scott døde senere. Han havde slået fligende tilbage på sin sovepose og revet sin frakke op. Den lille taske, som indeholdt de tre hæfter af hans dagbog var anbragt under hans skuldre, og han havde slynget armen om Wilson. Dagbogen er i dag udgivet i bogform og den originale er permanent udstillet på British Library i London.

Triumf i døden

Historien om Amundsens sejr i Syd var hurtigt glemt, da nyheden kom frem, at Scott og hans mænd var døde på hjemrejsen. Englænderne fik ikke æren af at være de første på Sydpolen, men de fik en nationalhelt, hvis heltestatus kun voksede med udgivelsen af hans dagbog. Scott havde alligevel sejret. Han havde sejret over døden. Og netop det, at han døde overtrumfede Amundsen – ifølge Scotts egne landsmænd.

Scott og hans mænd omkom til gengæld blev en legende født. Titus Oates blev hyldet for sin opofrelse. Rationerne var på det absolutte minimum, og hans forfrysninger i benene havde udviklet sig til koldbrand, derfor forlod han på sin 32-års fødselsdag teltet i buldrende snestorm og vendte ikke tilbage igen. "Jeg går lige udenfor - det varer måske noget, før jeg kommer igen!", sagde Oates ifølge Scotts dagbog. Liget er aldrig blevet fundet, men englænderne fik sig en nationalhelt. Her skildres scenen på et samtidigt maleri af John Charles Dollman med titlen "A Very Gallant Gentleman".

Du kan selv læse Scotts dagbog, der er udkommet i Danmark i 2009 med titlen ”Den sidste dagbog”, og tidligere i 1964 ”Scotts sidste rejse”. Du kan også læse den originale håndskrevne dagbog, der nu er digitaliseret og stillet til rådighed af British Library her.

Scotts dagbog er med bevidstheden om de virkelige hændelser en isnende og tankevækkende fortælling om menneskelig kamp for at overleve i en ekstrem situation. Det er god læsning på en forårsvarm dag i solen langt fra de antarktiske kuldegrader.

Den engelske historiker Roland Huntfords bog ”Scott og Amundsen” forsøger at give et mere nuanceret billede af Kapløbet om Sydpolen – og skabte heftig debat i England, fordi den kritiserer Scotts lederevner og beslutninger under ekspeditionen. TV-serien ”I pionerernes fodspor” er baseret på Huntfords bog og fås nu på DVD.

Den sidste side i Scotts dagbog, skrevet kort inden, han omkom af forfrysninger og udmattelse: "We shall stick it out to the end but we are getting weaker, of course, and the end cannot be far. It seems a pity but I do not think I can write more. R. Scott. For God's sake look after our people".

 





Skriv en kommentar til Dagbog trodser døden

1 kommentar

  1. din hund