Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
shhh

10 stumfilm du bør kende


Hele fem Oscar-statuetter fik stumfilmen ”The Artist” (2011) tildelt ved årets Oscar-uddeling. Stumfilm i vore dage? Jo, den er go’ nok. I USA har filmen medfødt stigende efterspørgsel efter klassikere uden tale; Kultur22 er med på bølgen og præsenterer her 10 stumfilm du bør kende. Du finder links til alle filmene her.

1. The Passion of Joan of Arc / La Passion et la Mort de Jeanne d’Arc (1928)

Hovedrolleindehaveren Renée Jeanne Falconettis præstation i The Passion of Joan of Arc bliver stadigvæk i dag betragtet som én af de fineste i filmhistorien. Filmen er instrueret af danske Carl Th. Dreyer efter retsprotokollen fra den oprindelige proces mod den franske jomfru og følger hendes retssag, fængsling, totur og henrettelse. Dreyer revolutionerede filmteknikken med sine (for tiden uhørte) close-ups og forlangte, at hovedrolleindehaveren ikke måtte bære sminke. I 2010 opregnede Toronto International Film Festival de 100 mest essentielle og indflydelsesrige film – og her ligger Dreyers film nr. 1 … banelængder foran talefilm som Godfather, De Syv Samuraier og Taxi Driver.

Se filmen på youtube her.

 

2. Batteship Potemkin / Броненосец «Потёмкин» (1925)

Filmen er blevet kaldt den mest indflydelsesrige propagandafilm nogensinde og skildrer myteriet ombord på panserkrydseren, hvor matroserne gjorde oprør mod deres Tsar-tro overordnede. “Potemkin” er sovjetiske Sergei Eisensteins hovedværk. Den demonstrerer hans effektive brug af montager og psykologisk effektive klippeteknik. Filmen bliver endnu i dag regnet som en af verdens bedste film af flere kritikere.

Se filmen på youtube her.

 

3. Nosferatu / Nosferatu, eine Symphonie des Grauens (1922)

Glem alt om amerikanske eller japanske gyserfilm… Denne udødelige horrorfilm er så uhyggelig, at den var forbudt for svenskere at se i 50 år! Filmen er instrueret af den tysk stumfilms mesterinstruktør F. W. Murnau og har skuespilleren Max Schreck i hovedrollen som vampyren Grev Orlok. Nosferatu er en genfortælling af Bram Stoker’s Dracula, og da filmen udkom lagde Stokers enke retssag an mod filmselskabet for at have krænket copyrighten. Hun vandt, og alle kopier af filmen blev beordret brændt. Heldigvis lykkedes det langt fra at destruere alle kopier, så du kan stadig gyse over Nosferatu i dag.

Se filmen på youtube her.

 

4. The Gold Rush (1925)

På med smilet, bowleren og bambusstokken! Chaplin er i sit es, som sit alter-ego den lille vagabond med det karakteristiske rektangulære overskæg. Her er han taget til det bundfrosne Yukon i jagten på guld i en af de mest succesfulde stumfilm til alle tider. Komedien indeholder flere udødelige scener bl.a. den, hvor Chaplin fortærer sin ene sko. Guldfeber er filmen, Charles Chaplin vil huskes for.

Se filmen på youtube her.

 

5. Metropolis (1927)

Metropolis er alle sci-fi-films moder (måske snarere bedstemoder). Den østrigske instruktør Fritz Langs utrolige og visionære fortælling har i dag nærmest ikonisk status i filmhistorien. F.eks. trak det store overskrifter over hele verden, da man tilbage i 2008 fandt ekstra 27 minutters råfilm af Metropolis i Argentina. Den futuristiske film indeholder uforglemmelige scener, som skildringen af den dystopiske fremtidsby, og skabelsen af maschinenmensch – en robot. Der hviler et mytisk skær over Metropolis, der trækker tråde til vestlig og fjernøstens kultur.

Se filmen på youtube her.

 

6. The General (1926)

En komedie om en mand og et tog, The General, der falder i hænderne på udspekulerede Yankee-soldater inklusive togførerens kærlighed, Annabelle, der er ombord. Buster Keaton må som sydstatshelt gå gruelig meget igennem (og mange farlige stunts), inden han får sit tog og sin elskede tilbage. Selvom anmelderne hånede The General, så betragtede Keaton filmen som én af de bedste, han havde instrueret. Tiden gav ham ret, mange filmkritikere regner i dag The General, som den bedste stumfilm til dato.

Se filmen på youtube her.

 

7. The Witches / Häxan (1922)

Med en pris på hele 2 millioner Svenske Kroner blev Häxan den dyreste stumfilm, der nogensinde blev produceret i Skandinavien. Her fik horrorfilmen varme anmeldelser, men i USA og andre lande blev der nedlagt forbud mod filmen, fordi filmen skildrede totur, nøgenhed og seksuelle perversioner. Den danske filminstruktør Benjamin Christensen havde omhyggeligt studeret middelalderens hekseprocesser for at kunne skabe filmen om, hvad overtro og misforståelse af mentale sygdomme førte til. Instruktøren medvirker i øvrigt selv i filmen i en meget skræmmende optræden som Djævlen.

Se filmen på youtube her.

 

8. Safety Last! (1923)

Denne romantiske komedie cementerede Harold Lloyd som en af samtidens største skuespillere, og filmen er stadig populær i dag. Safety Last! er en forviklingskomedie, når de er bedst. Den indeholder masser af falde-på-halen-komik, som var så karakteristisk for stumfilmene. Ikonisk er scenen, hvor hovedpersonen, Harold Lloyd, må bestige en 12-etagers skyskraber for at bevise sin kærlighed over for sin kæreste Mildred.

Se filmen på youtube her.

 

9. Foolish Wives (1922)

”The first million dollar movie to come out of Hollywood” skrev Universal Studios om Erich von Stroheims komedie. I filmen er Erich von Stroheim i en af sine karakteristiske glansroller, som den aristokratiske monokelbærer Grev Karamzin der nyder tilværelsen i Monte Carlo. I virkeligheden er Karamzin en svindler, hvis eneste mål er at forføre rige kvinder og deres bankbog. I Foolish Wives kaster han sig over den unge Mrs. DuPont. Den østrigsk-fødte Stroheim blev en af stumfilm-eraens helt store stjerner og auteurs.

Se filmen på youtube her.

 

10. The Thief of Bagdad (1924)

Stumfilmens helt store pige-hjerteknuser Douglas Fairbanks har hovedrollen som den heroiske og sværsvingende helt i Raoul Walshs frie fortolkning af Tusind og Én Nats Eventyr. Om tyven, Ahmed, der forelsker sig i Kaliffen af Bagdads datter og må kæmpe med mongoler og monstre, inden han kan komme i betragtning til sin prinsesse. Filmen havde banebrydende effekter bl.a. et flyvende tæppe og meget flotte arabiske scenerier. Fairbanks betragtede filmen som sin bedste, og den blev markedsført med undertitlen: ”He will steal your heart”.

Se om Tyven fra Bagdad stjæler dit hjerte på youtube her.

 

God fornøjelse!





Skriv en kommentar til 10 stumfilm du bør kende