Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
mandsavbåd

Tour de Kunsthal II: Dukketeater


Skynd dig! Om blot to søndage lukker skodderne for Simon Starlings dukketeater, som siden oktober har haft til huse i Charlottenborg Kunsthal.

Akustikken er rædselsfuld, den britiske Starling mumler lidt utydeligt i kunstnerhalstørklædet og rummet er egentlig for koldt til at sidde stille i længere tid ad gangen. Men det er ikke så vigtigt, for emnet fængsler. Jeg har ved et tilfælde opsnuset et af Charlottenborgs (gratis) onsdagsarrangementer, som denne onsdag består i en uformel samtale om dukketeater mellem kunstneren Starling og Edwars Lloyd Pierce, iscenesætter af forestillingen Ekspeditionen.

Stykkets hovedrolle spilles af en dukke, som til forveksling ligner Simon Starling

Bag dem troner en magisk teaterkasse fuld af dukker og farvestrålende rekvisitter, der en gang om ugen kommer til live. Nu ligger de blottet, hulter til bulter, og man har frit udsyn til dukkeførernes maskinrum under scenen. De to herrer forsyner med facts og beretter om dukketeatermediets praktiske udfordringer, såsom at den kvindelige dukkefører er nødt til at gå i Buffalostøvler for at være på højde med den mandlige – og da de to ikke kan finde på mere at snakke om, får vi lov til at gå ”back stage” ind i kabinettet og stikke næserne helt tæt på de underligt døde og forladte figurer af bølgepap og andre materialer, som synes tarvelige på nært hold.

Og jeg kan ikke vente med at se dem i aktion på søndag.

 

Se traileren:

Men dukketeater er da for børn?

Ja. I Charlottenborgs program hedder det: ”Gratis adgang for børn under 16 og voksne i følge med børn”, og efter sigende bør man troppe op i god tid for at få en eftertragtet siddeplads ved siden af andres eller egne poder, da salen er stuvende fuld. Min fremskredne alder til trods kommer jeg nu alligevel.

Ps. Tjek selv Charlottenborgs dejligt gratis onsdagsarrangementer i Kunsthallens eventkalender.
Tjek i øvrigt også Tour de Kunsthal I: Spaceinvaders om den aktuelle udstilling på Kunsthallen Nikolaj. Eller hvis du er nærmere Odense end København, kan vores nye skribent Casper Zimmermann Sejersens seneste indlæg Enter II måske lokke dig i Brandts Klædefabriks kunsthal?

Info:
Forestillinger 15. og 22. januar (hhv. kl. 14 og 17). Kom i god tid.
Kunsthal Charlottenborg, Nyhavn 2, 1051 København K

De viste billeder er Charlottenborgs pressefotos.





Skriv en kommentar til Tour de Kunsthal II: Dukketeater