Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
Dale Chihuly Ikebana Vases (Foto Lasse Blond)

Glasperler fra gemmerne


Glasmuseet Ebeltoft fejrer 25 år med fornem jubilæumsudstilling.

Det er den toneangivende kunstner og professor ved det Kgl. Danske Kunstakademi Bjørn Nørgaard, som Glasmuseet Ebeltoft har sluppet løs blandt mere end 1500 værker i magasinet og bedt udvælge glas til udstillingen ”GLASGAL – 25 ÅR MED MODERNE GLAS ISCENESAT AF BJØRN NØRGAARD”. En udstilling der lader det stå glasklart, at glaskunst ikke bare er et kunsthåndværk, men et selvstændigt kunstudtryk – bøjet på de mest mangfoldige måder i glas.

Et studie i glaskunst

"Red/Blue Descending Form" fra 1984 af glaskunstner-pioneren Harvey K. Littleton.

Glasmuseets jubilæumsudstilling trækker tråde tilbage til den internationale Studioglas-bevægelse der tog glasset ud af fabrikshallernes støbeovne og hjem i studiet (atelieret) til den enkelte glaskunstner. Det var keramikeren Harvey K. Littleton og kemikeren Dominick Labin, der med opfindelsen af énmandsovnen i 1962 for alvor forvandlede glas fra kunsthåndværk til kunst på deres legendariske workshops på Toledo Museum of Art.

Littleton er også at finde på jubilæumsudstillingen ved siden af mange af hans elever (bl.a. Dale Chihuly kunstneren bag Las Vegas-hotellet Bellagios mangefarvede glasloft i lobbyen og vaserne på indlæggets bærende foto) og kolleger, der gjorde ham glaskunsten efter, da den internationale Studioglas-bevægelse bredte sig fra USA til Europa, Australien, Japan i 1970’erne og 1980’erne og blev udøvet af keramikeren Finn Lynggaard, der også var idémand til Glasmuseet Ebeltoft.

 

 

Der er stor variation blandt de udstillede værker; flere har man lyst til at røre ved og andre kræver, at man bevæger sig omkring dem, heriblandt Jon Kuhns "Transcendent Millennium" fra 1996 spiller i særlig grad sammen med lyset og beskueren.

 

Kunstnerisk kaos

”GLASGAL” er en farverig og fornem demonstration af glaskunst. Besøgeren bliver naturligt ført igennem udstillingen og overraskes af de mange kreative og finurlige værker med en stor bredte og teknisk kunnen.

Den italienske glasmaestro Lino Tagliapietra er repræsenteret med flere værker, heriblandt "Window" fra 1996.

Bjørn Nørregaard har iscenesat udstillingen på højglanspolerede hvide langborde, så værkerne står hulter til bulter mellem hinanden. Selvom professoren vil hævde, at der er mening med rodet, så gør opstillingen desværre at flere af værkerne taber til farverige naboer ved første øjekast. Derfor skal ”GLASGAL” nok besøges mere end én gang, hvis man skal lægge mærke til alle værkerne, men så er det godt at ustillingen løber frem til April 2012.

 

”GLASGAL – 25 ÅR MED MODERNE GLAS ISCENESAT AF BJØRN NØRREGAARD” kan ses indtil den 22. April 2012 på Glasmuseet Ebeltoft.

 

 





Skriv en kommentar til Glasperler fra gemmerne