Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
George Harrison drawing by Lasse Blond (c)

En hyldest til George Harrison


Mange inkarnerede fans af The Beatles har en favorit-Beatle. For stjerneinstruktøren Martin Scorsese er der ingen tvivl: Han hylder George Harrison i ny dokumentar, der udkommer på DVD d. 22. November.

Scorseses portræt af George Harrison viser, hvordan Harrison så sin tid og sit bidrag til The Beatles, men den kommer også omkring mange andre sider af guitaristen, der i mange år måtte affinde sig med en plads i skyggen af Lennon og McCartney, inden han selv cementerede sine evner som sangskriver med bl.a. "While My Guitar Gently Weeps". Her er han til venstre med sit karakteristiske Beatles-hår og den uundværlige Gretsch-guitar ved siden af John Lennon.

Kun en enkelt dag kunne frugterne af flere års omhyggelig interview- og researcharbejde ses i de danske biografer; da dokumentarfilmen ”George Harrison: Living in the Material World” fik danmarkspremiere den 24. oktober 2011. Fik man ikke fat i de eftertragtede billetter (som skribenten bag dette indlæg gjorde), så kan man se frem til at se DVD-udgaven. Den er bestemt værd at vente på.

Først var det Bob Dylan, der havde Martin Scorseses opmærksomhed i dokumentarfilmen ”No Direction Home: Bob Dylan” fra 2005, derefter the Rolling Stones i doku-koncertfilmen ”Shine a Light” fra 2008 – og nu altså yngstemanden i The Beatles i den 3 timer og 20 minutter lange dokumentar om George Harrison (1943-2001). Scorseses film forsøger at se tiden før, under og efter the Beatles fra Harrisons synsvinkel, men den tegner også et nænsomt portræt af den tavse Beatle – og hiver musikeren Harrison ud af Lennon og McCartneys lange skygge.

Endelig får seeren chancen til at komme tættere på den kreative guitarist, der mest holdte sig i baggrunden, men med sange som ”Here Comes The Sun”, ”Something” og While My Guitar Gently Weeps” bestemt også tegner the Beatles eftermæle. Endelig er det Harrisons tur til at blive hyldet.

Stjernerne kommer frem

Det er ikke hvem som helst, som tilhørte Harrisons vennekreds. Scorsese har fået afgørende personer til at træde frem og lufte minderne om musikeren og privatmanden Harrison: Selvfølgelig medvirker Paul McCartney, Ringo Starr, men også kollegaen Eric Clapton er med, Harrisons anden kone og enke Olivia Trinidad Arias og deres fælles søn Dhani. Harrisons første kone Patti Boyd, Lennons enke Yoko Ono, Traveling Wilbury-kollegaen Tom Petty, bassisten og back-uppen Klaus Voorman, Monty Python-drengene Eric Idle og Terry Gilliam, Formel 1-legenden Jackie Stewart, produceren Phil Spector og mange andre. Desværre mangler venner Bob Dylan og Sitar-guruen Ravi Shankar, som begge har haft afgørende indflydelse på Harrisons musik, men det går alligevel.

Hvad har denne brogede flok så at sige om George Harrison, som man ikke allerede ved fra Harrisons selvbiografi “I, Me, Mine” fra 1980, og de utallige bøger om The Beatles? En del repetition, men bestemt også nye interessante facetter.

Det usagte råber

Dokumentarfilmens styrke ligger ikke så meget i stjernegalleriet af medvirkende, men i filmens præmis: At skildre Harrisons vej gennem livet og hans kamp for at følge sin hinduistiske (og til tider forsagende) tro i en verden, hvor de materielle goder: hurtige biler, stoffer og kvinder syntes så håndgribelige. En balancekunst og en kamp mod en indre mørk side, som Harrison åbenbart brugte hele sit voksne liv på. Konen Olivia og Paul McCartney nævner Harrison særlige evne til at gøre indtryk på det kvindelige køn – antydninger af utroskab, der ikke bliver uddybet yderligere. Det er ellers nye toner om den forsagte Beatle.

Dokumentarfilmen "George Harrison: Living in the Material World" bliver båret af de mange interview med mennesker, der stod George Harrison nær foruden sit omfattende lyd, film og fotomateriale. En af personerne, der kommer til orde er Harrisons første kone, Patti Boyd, der bliv gift med Harrison i 1966. Ingen anden kvinde har vel fået så mange kærlighedserklæringer iform af musikhits som hende? Harrison skrev "Something" til hende, mens vennen Eric Clapton erklærede Fru Harrison sin ubetingede kærlighed med "Layla", og senere da han havde erobret hende fra sin bedste ven med hittet "Wonderful Tonight". Trekantsdramaet mellem George Harrison, Patti Boyd og Eric Clapton bliver også skildret i dokumentarfilmen.

Underligt er det, at Scorsese i sin ellers lange dokumentar aldrig nævner Harrisons musikalske arbejde med hele seks soloalbum i tiden 1975-1987. To af albummene store salgssucceser, og i 1987 Harrisons comeback med hittet ”Got My Mind Set On You” på Cloud Nine. Som mangeårig Harrison-fan er det, der undrer denne kulturspotter allermest – den lidt opskure rolle, som Harrisons første kone Patti Boyd spiller i filmen. Hun er en enestående kilde til Harrisons tid i The Beatles, men hun bliver aldrig spurgt om, hvordan tiden her påvirkede ham og deres 13-årige lange ægteskab sammen – selvom hun i filmen virker mere oprigtig end McCartney, Ringo, Clapton og Yoko Ono?! Og hvorfor misbrugte han i en periode i 70’erne heroin som Klaus Voorman nævner?

Mystikeren Harrison

Fokus synes enkelte gange at ligge et forkert sted i filmen (som om Scorsese gaber over et for omfattende materiale), derfor, og trods 3 timer og 20 minutters fokus på Harrison, sidder man stadig tilbage med spørgsmål.

Tilbage står billedet af George Harrison som ”The Mystical One” – den tillukkede mystiker – et navn han allerede fik i Beatles-tiden. Men måske var det netop sådan han var? Privatmanden, der nød godt af stilheden efter bruddet med The Beatles, tiden til at fordybe sig i hinduismen og roen til at passe sine mange planter og blomster i haven tilhørende hans hjem, slottet Fryer Park.

Dokumentarfilmen om George Harrison havde ikke været komplet uden at komme omkring Harrisons spirituelle søgen. Allerede som medlem af The Beatles var han draget af Østen og kom i lære som sitarspiller hos den indiske sitarmester Ravi Shankar, hvilket også kan høres på flere af Beatles-albummene. Men Harrison var ikke kun inspireret af den indiske musik, men også af religionen. Han konverterede fra katolicismen til hinduismen - og kaldte sig ofte skabs-Krishna. Hinduismen fik afgørende indflydelse på langt hovedparten af Harrisons sangtekster og affødte et af hans største hit "My Sweet Lord" fra soloalbummet "All Things Must Pass" (1970), hvor Hare Krishna-mantraet gentages som omkvæd.

 

Men hvorfor fortsatte han så med at indspille soloalbum op igennem 1970’erne og 1980’erne, dannede supergruppen The Traveling Wilburys  i 1988 (bestående af Bob Dylan, Roy Orbison, Jeff Lynne, Tom Petty og Harrison selv)? Selvfølgelig fordi Harrison først og fremmest så sig selv som musiker, men det forbliver usagt i dokumentarfilmens sidste halvdel. Fordi fokus her bl.a. ligger på Harrisons millionstøtte til Monty Python-filmprojekter.

Alligevel er indtrykket efter 3 timer og 20 minutter, at man er kommet en anelse tættere på en mand, en musiker og en legende, man nok aldrig helt kommer tæt på, derfor er tiden brugt godt. ”George Harrison: Living in the Material World” er et fint supplement til Harrisons selvbiografi ”I, Me, Mine” fra 1980.

Tegning af Lasse Blond Larsen ©





Skriv en kommentar til En hyldest til George Harrison