Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
44795320

Kong Leopold II’s kolonimuseum


Når man befinder sig i Bruxelles, som jeg for tiden gør, er man ikke så langt fra fortidens koloniserede Afrika, som man umiddelbart skulle tro. Man skal bare stige på sporvogn 44 til endestationen i Tervuren lidt udenfor den europæiske hovedstad, – her ligger Royal Museum for Central Africa. Pludselig befinder man sig i et spektakulært sammenstød mellem fortid og nutid, og ikke mindst i et bemærkelsesværdigt vidnesbyrd om et mørkt kapitel i belgisk historie. For selvom museet i sig selv er interessant pga. den store samling af genstande, planter og udstoppede dyr fra især Congo, er det svært at komme udenom den barbariske kolonihistorie, der knytter sig til dette museums eksistens.

 

Congo Free State – en privat koloni

 

I de smukke omgivelser i Tervuren byggede Belgiens Kong Leopold II i slutningen af 1800-tallet et stort palads til sin omfattende samling fra sin private, afrikanske koloni, Congo Free State. Formålet med Musée du Congo, som museet hed dengang, var at demonstrere Leopolds magtfulde position i Centralafrika, for derved også at tiltrække investorer, der kunne finansiere hans koloniale visioner.

Museumsbygningen og dens idylliske omgivelser stod dengang, som i dag, i åbenlys kontrast til de uhyggelige metoder, der blev taget i brug for at virkeliggøre Leopolds belgiske ekspansion. Der skyedes ingen midler i udnyttelsen af Congos menneskelige og naturlige ressourcer – rækken af brutale historier er lang. Congoleserne blev bl.a. tvunget til at arbejde med udvindingen af gummi og andre værdifulde råstoffer, der udgjorde en afgørende indtægtskilde for Leopold. Straffene for ikke at arbejde til koloniherrernes tilfredshed var brutale – fysiske ydmygelser og afhugning af lemmer var hverdag i Leopolds Congo Free State.

Sideløbende med den voldelige fremfærd mod Congos indfødte, havde Leopolds udsendte travlt med at indsamle de enorme mængder af insekter, planter og dyr, der den dag i dag kan ses på Royal Museum for Central Africa. Der er et tragisk paradoks i, at selvsamme styre huggede hænder og fødder af slaver og samtidig, med stor omhu, formåede at indsamle og transportere skrøbelige dyr, som fx sommerfugle, fra Afrika hjem til Belgien.

 

I 1908 var det imidlertid slut med Leopolds private kolonieventyr – stormagterne England og U.S.A. kunne ikke længere ignorere Leopolds grusomheder og pressede derfor den belgiske stat til at overtage kongens sadistiske kolonikaos. Det blev imidlertid ikke stort bedre fordi den belgiske stat nu officielt tog over, og Congo Free State dermed blev til Belgisk Congo. Udnyttelsen fortsatte, nu blot under dække af socialt og økonomisk ansvar. I 1960 fik Congo sin selvstændighed tilbage, – men landet lider stadig under sin grusomme fortid og har været plaget af politisk uro og borgerkrig.

 

Et ”museumsmuseum”

Royal Museum for Central Africa er interessant af mange grunde, – historiske, etnografiske, kulturelle m.fl., men også fordi det er en museologisk tidslomme. Til tider kaldes museet for ”et museum om et museum”, fordi det udover at fortælle et kapitel i belgisk historie også viser, hvordan et museum så ud for over et halvt århundrede siden. Den seneste renovering blev foretaget i forbindelse med Verdensudstillingen i Bruxelles i 1958. På det tidspunkt fastholdt man stadig fra belgisk side, at forholdet mellem Belgien og Congo var harmonisk – selvom problemerne var til at få øje på, og Congo blot to år senere genvandt sin selvstændighed.  Siden 1960’erne har museet fokuseret stadig mere på antropologi, og dermed også fjernet sig fra sin fortid som kolonimuseum. I år påbegyndes en gennemgribende renovation af det gamle museum, der forventes at være færdig i 2020.

De mange gamle, udstoppede dyr giver museet et noget støvet udtryk, – men samtidig er det interessant at se, hvordan man i sin tid mente, at et sådant museum skulle indrettes.

 

Mørke hjerter

Der er skrevet masser af litteratur om Kong Leopold II’s Congo – men det mest markante, skønlitterære værk om emnet er uden tvivl Joseph Conrads Heart of Darkness (Mørkets hjerte). Fra hovedpersonen Charles Marlows perspektiv, beretter bogen om en rejse på Congofloden, til en fjerntliggende handelsstation for elfenben, hvorfra den syge agent Kurtz skal hentes hjem. Rejsen er, udover at være en rejse mod Afrikas mørke indre, også en mental rejse for Marlow, der undervejs på turen op ad floden stifter bekendtskab med sit eget hjertes mørke og begynder at stille spørgsmål ved sit engagement i det imperialistiske foretagende.

Bogen forholder sig kritisk til de europæiske kolonimagters fremfærd, men er samtidig blevet kritiseret, bl.a. af den afrikanske forfatter Chinua Achebe, for at fremstille de indfødte afrikanere som vilde og uciviliserede. Heart of Darkness er en lille, men meget betydningsfuld roman, der også har et biografisk islæt, idet Conrad selv i en periode arbejdede som kaptajn på en floddamper i Leopolds Congo Free State.

Det kan desuden tilføjes, at der også findes mange beretninger om danske sømænds oplevelser i Congo under Leopold. Bl.a. Peter Tygesens bog Congo, formoder jeg- fortællinger fra drømmeland omhandler de danske og skandinaviske sømænds rolle i Congo Free State.

Der er altså flere steder at tage fat, hvis du er interesseret i koloniseringen af Congo. Hvis ikke du tilfældigvis er på vej til Bruxelles og Royal Museum for Central Africa, er Joseph Conrads roman fra 1902 et godt sted at starte.

Se mere om museet på dets hjemmeside.





Skriv en kommentar til Kong Leopold II’s kolonimuseum