Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
A Game of Thrones

A Game of Thrones

A Game of Thrones


George R.R. Martin har revitaliseret en genre, som havde sin storhedstid ved J.R.R. Tolkien og C.S. Lewis

 

 

A Song of Ice and Fire

Den amerikanske forfatter George R.R. Martin udgav i 1996 den første roman i hvad der skulle blive en af de største litterære succeser, fantasy-genren hidtil havde set.

Bogen ”A Game of Thrones” er første del i Martin’s saga ”A Song of Ice and Fire”, som følger en række kongeslægter i det fiktive middelalderunivers, Westeros. ”Den lange sommer”, som tiden hvor fred og velstand har blomstret kaldes, er ved en ende, og befolkning i Westeros forbereder sig på de hårde tider vinteren vil bringe. Bogen følger en række intriger, fadermord og rankespil som ville have gjort Shakespeare stolt. Disse mange forviklinger bæres flot frem af Martins evne til at forbinde op til 7 forskellige fortællere til at stykke sin fortælling sammen.

Forviklinger

Nordens herre, Lord Eddard Stark, bliver udnævnt som King Roberts højre hånd og må rejse til landets hovedstad for at tjene kongen. I hans fravær angribes han yngste søn under mystiske omstændigheder, og i jagten på at finde attentatmandens identitet, rejser Eddard Starks kone, Catelyn af sted. Hun anklager kongens kones bror, dværgen Tyrion og tager ham til fange. Tyrion tilhører familien Lannisters, som er en umådelig rig og magtbegærlig slægt, som ikke vil lade dette gå ubemærket forbi, og en krig virker derfor uundgåelig.

Hvis du føler dig en smule forvirret nu, afspejler det den følelse man sidder med ca. 200-300 sider inde. Bogen kræver, at man holder tungen lige i munden for at hitte rundt i persongalleriet og de interne konflikter. Men gevinsten er stor. George R.R. Martin har spundet en forrygende saga sammen, hvor hverdagsliv og magi, ære, stolthed og ambition spiller sammen på fantastisk vis. ”A Game of Thrones” er 800 sider lang og blot første del af en planlagt serie på 7 bøger, hvor nummer 5 netop er udkommet. Det er altså et massivt værk man kaster sig ud i, som suger en ind og holder fast, især i kraft af sit utrolige persongalleri, hvor dværgen Tyrion bør nævnes som en af den nyere litteraturs mest interessant figurer.

En revitalisering af ”Fantasy”

Hvis man som jeg er vokset op med Harry Potter-bøgerne, og har fundet Tolkiens bøger frem efter Peter Jacksons filmatiseringer, vil man føle sig i gode hænder med ”A Game of Thrones”. Det skal dog nævnes, at bogen endnu ikke er oversat til dansk, men mon ikke den er på vej. Især i kraft af HBO’s hitserie ”Game of Thrones” baseret på historien, som bestemt også er anbefalelsesværdig.





Skriv en kommentar til A Game of Thrones