Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
Arno Breker og Albert Speer

Hitlers eneste ven


Har vi efterhånden ikke set og hørt nok om Anden Verdenskrig? Biografier om Hitler, Stalin og Churchill fylder uoverskuelige hyldemetre på landets biblioteker, men én bog sidder frisk i hukommelsen flere år efter endt læsning – Albert Speers Erindringer.

Efter krigen blev Hitlers rigsarkitekt og rustningsminister Albert Speer idømt 20 års fængsel ved domstolen i Nürnberg. En formildende omstændighed var hans modstand imod Hitlers ønske om at tage Tyskland med sig i graven. Hitler ville gennemføre "Den Brændte Jords"-politik. Intet af værdi måtte falde i hænderne på de Allierede - alt skulle ødelægges. Speer gik bag ryggen på Hitler og gav kontraordre, for ham var det altafgørende, at Tyskland havde fabrikker, når det landet skulle genopbygges efter krigen. Speer risikerede sit eget liv ved dette "foræderi" mod Føreren.

– Hvis Hitler overhovedet havde venner, så var jeg med sikkerhed en af hans nære venner, fastslog Albert Speer (1905-1981), da han afgav sit vidnesbyrd ved domstolen i Nürnberg, hvor han var tiltalt for forbrydelser mod menneskeheden.

Se, var denne kommentar udtalt af en af de afsporede nazister som udgjorde hovedparten af Hitlers inderkreds f.eks. den stærkt overvægtige, morfinafhængige Rigsmarskal Göring, den halte og rabiate propagandaminister Goebbels eller den umenneskelige chef for Hitlers sikkerhedstjeneste og udryddelsesprogram Himmler, ja, så kunne man slå kommentaren hen som en ligegyldig udtalelse fra en af de mange galninge i det Tredje Rige.

Problemet er blot, at arkitekten Albert Speer var lynende intelligent, og øjensynligt også ejede menneskelig samvittighed – i hvert fald påtog han sig efter krigen ansvar for politikken i Nazi-Tyskland og donerede i al hemmelighed store summer til jødiske velgørenhedsorganisationer. Hvem var denne mand, der skulle blive en af Hitlers nærmeste og blive et unikt øjenvidne i maskinrummet på en af verdenshistoriens mest bestialske diktaturer? Og hvorfor stemmede han ganske ukritisk i og blev topnazist? Hvem var Albert Speer? Kom tættere på svarene i bogen ”Albert Speer Erindringer” (genudgivet på dansk i 2003).

Mødet med Hitler

Kort efter afgangseksamen fra Berlins Tekniske Universitet blev den kun 22-årige nyuddannede arkitekt assistent for den landskendte arkitekt Heinrich Tessenow, hvorfor den unge Speer under alle omstændigheder  var sikret en lysende fremtid. Den dårlige tyske økonomi i mellemkrigstiden gjorde, at Tessenow måtte skære i antallet af medarbejdere, men Speer fik en stilling som underviser i stedet. Hans studerende fik ham med til et Nazimøde i 1931, hvor han for første gang hørte Hitler tale. En mand han kun kendte fra karikaturtegninger og billeder iført den brune SA-uniform, men til mødet bar Hitler et nydeligt sæt blå tøj. Speer havde forventet ”en hysterisk demagog, en skrigende, gestikulerende fanatiker i uniform”, men i stedet mødte han en stærk retoriker, der tryllebandt ham med sin særlige taleevner. Samme år meldte Speer sig ind i det Nationalsocialistiske parti: Første skridt i hans lynkarriere på vejen mod toppen i nazipartiet.

Speers erindringer giver et unikt inblik i Det Tredje Riges inderste cirkler, fordi Speer, om nogen, kom tæt på mennesket Hitler. Bogen er fyldt med anekdoter, der afklæder nazidiktaturet: Bl.a. beretter Speer om engang han frøs, hvor Hitler lod ham låne sin særlige "Førerfrakke" med rigsørnen på. Hitlers håndlangere Goebbels, Göring, Himmler og von Ribbentrop blev straks bleggrønne af misundelse. Denne opmærksomhed som Hitler gav sin rustningsminister kunne jo kun tolkes som om, at Hitler så Speer som sin mulige efterfølger - og altså en oplagt konkurrent. Ifølge Speer såede Hitler bevidst uvenskab mellem de øverste i nazitoppen, sådan kunne han være sikker på, at ingen af dem gik sammen om kup imod ham. På fotoet ses fra venstre arkitekt Leonhard Gall, Adolf Hitler og Albert Speer.

Djævlens arkitekt

Nazipartiet gav Speer den ene byggeopgave efter den anden – bl.a. den store skueplads Zeppelinfeld i Nürnberg, hvor 350.000 nazister skulle samles for at høre Føreren. Hitler var imponeret over sceneriet og gav Speers tegnestue kommission på at bygge et nyt rigskancelli i Berlin. Speer fik kun et år, men til gengæld leverede han varen: Bygningen stod færdig to dage før tid. Hitler roste sin arkitekt til skyerne, og under byggearbejdet, der personligt optog Føreren, fik Speer indblik i Hitlers nye store planer for Berlin og tegnede skitser bl.a. til Folkehallen, der kunne huse 180.000 heilende nazister under et tag. Speers far så tegningerne og udbrød: ”Nu rabler det, da virkelig for jer alle sammen!”.

Den nye nazistiske hovedstad skulle være kronen på værket. Verdenscentrum i det nye Tusindårsrige. Speer havde vundet Hitler. Arkitekten blev inviteret på Hitlers landssted Berghof i Sydtyskland. Speer hørte til inderkredsen nu. Byggeriet af Germania (det nye Berlin) kom aldrig rigtig i gang, så invaderede Tyskland Polen og resten er blodig historie, hvor Speer fik en altafgørende rolle.

Speer var arkitekten, der skulle virkeliggøre Hitlers hede drømme om den nye hovedstad i nazisternes tusindeårsrige. Berlin skulle omdøbes til Germania og udrustes med bygninger, der vil få alle andre storbyer på jorden til at blegne ved sammenligning. Til formålet udtænkte Speer sin såkaldte "Ruinenwerttheorie" (Ruin værdi-teorien). Alle store bygningsværker i Tyskland skulle udføres sådan, at de ville efterlade en æstetisk smuk ruin, hvis de kollapsede. Ruiner der ville kunne sammenlignes med resterne af Romerriget og det antikke Grækenland. Hitler bifaldt tankegangen, og derfor skulle nedbrydelige materialer som ståldragere og jern undgåes til fordel for f.eks. marmor.

Ville myrde Hitler

Adolf Hitler tøvede ikke med at udråbe Speer til rustningsminister, da forgængeren i embedet, Fritz Todt, omkom i en flyulykke. Speer tøvede først, sagde så ”ja” og blev en frygtelig effektiv minister. Han fik ansvaret for at holde krigsindustrien kørende og leverede patroner, tanks, ubåde og fly til fronterne. Han gjorde det så godt, at de allierede bombninger ikke betød nedgang i produktionen – Deutsches Gründlichkeit, naturligvis.

Krigslykken vendte, og Hitler forlangte at tage alle stumper af tysk civilisation med sig i undergangen. Fabrikker skulle ødelægges frem for at blive erobret af fjenden, men Speer adlød ikke Føreren og gav kontraordre… et farligt spil. Men sidste gang han så Hitler i bunkeren i Berlin, sværgede han ham sin troskab til det sidste, og Hitler blev ifølge Speer rørt.

I Nürnberg påstod Speer at have haft planer om at myrde Hitler og dermed stoppe krigen. Speer ville have hældt giftgas gennem ventilationen til Førerbunkeren i Berlin og dræbe alle dernede. SS-vagterne forhindrede planen: Angrede Speer sit venskab? Eller ville han nu, hvor nazismens grusomhed stod klar for alle, fremstå som tragisk helt?

Hvor meget kendte Speer til jødeudryddelserne? I 2005 skrev den engelske avis The Daily Telegraph, at Speer havde godkendt en udvidelse af kz-lejren Auschwitz. Avisen hævdede, at Speer havde skrevet randbemærkninger i rapport om udryddelseslejren. En rapport som to af hans stabsmedarbejdere havde forfattet efter en guided tour i lejren på en dag, hvor 1000 polske jøder blev udryddet. Påstanden fik Speer-eksperten, Gitta Sereny, op af kontorstolen. Hun afviste, at Speer havde godkendt udvidelsen. Måske er det grundet den slags ubesvarede spørgsmål derfor, at Speer 30 år efter sin død stadigvæk drager som person? Hvordan kunne en rationelt tænkende arkitekt lade sig farve af nazismens sværte? Måske er historien om Albert Speer i virkeligheden fortællingen om en kompromisløs arkitekt, der solgte sin sjæl til den dæmoniske Hitler for drømmen om at efterlade sine monstrøse tusindeårsbygninger? Måske er Speer i virkeligheden personifiseringen af Goethes udødelige Faustus-myte?

Albert Speers Erindringer rejser lige så mange spørgsmål som de besvarer. Hvor meget vidste Nazi-ledelsen om forholdende i koncentrationslejrene? Er et af de spørgsmål Speer behændigt kommer omkring, selv om han tilstod at benytte slavearbejdere i våbenindustrien. Speers erindringer skal læses med sund skepsis. Når det er sagt, så er bogen måske det mest saglige indblik i Det Tredje Riges inderste cirkler, som noget øjenvidne har efterladt – en tilnærmelse til mennesket Hitler som vel kun en af de helt nære kan berette, som kun en tidligere ven kunne berette om, hvis altså Hitler overhovedet havde venner?

 

 





Skriv en kommentar til Hitlers eneste ven