Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
69_night_woman_40

En daglig dosis dødsannoncer


Hvad gør man, når det alt for sent i livet går op for én, at man ikke har levet nok? At ingen vil opdage det, den dag man ikke længere er? I norske Kjersti Annesdatter Skomsvolds debutroman Jo hurtigere jeg går, jo mindre er jeg følger læseren hovedpersonen Mathea Martinsens desperate krumspring for i sidste øjeblik at gøre opmærksom, at hun har eksisteret. Uden at forfalde til en lommefilosofisk carpediem-agtig tone, formår romanen at tematisere ensomhed, tomhed, social angst og manglen på levet liv.

Med brutal nøgternhed, og ikke mindst humor, leveres Matheas begivenhedsløse livshistorie. Hver eneste dag i Matheas liv er fyldt med overvejelser om, hvordan hun skal gebærde sig over for andre. Nogle gange tyer hun til akavede omveje for at undgå at hilse på sine naboer, og andre gange kaster hun sig ud i pinlige forsøg på at komme i kontakt med fremmede. Uanset hvad hun gør, ender hun som regel blot med at blive bekræftet i sin ensomhed.

Matheas grotesk-morsomme rutiner vidner om, at hun har brugt sit liv på at minde sig selv om, at hun en dag skal dø: ”Leve. Gribe dagen. Jeg står ved sengen i soveværelset. Jeg ved ikke hvordan man griber dagen. Til sidst bestemmer jeg mig for at begynde med dødsannoncerne sådan som jeg plejer.” (Skomsvold;11). For at undgå at dø ubemærket i sin lejlighed, og først blive fundet når stanken bliver for ram, skrider Mathea, – iført sin abrikosfarvede brudekjole, til handling…

– Kjersti Annesdatter Skomsvold, Jo hurtigere jeg går, jo mindre er jeg, 2011, Forlaget Republik (dansk oversættelse).





Skriv en kommentar til En daglig dosis dødsannoncer