Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
Pablo Neruda by Lasse Blond

Blev Pablo Neruda myrdet?


Officielt er dødsårsagen: Prostatacancer. Ikke længere, nu hævder en tidligere sekretær, at Chiles største digter blev myrdet.

Manuel Araya genkender røsten i telefonrøret. Det er hans arbejdsgiver Pablo Neruda, Chiles store stemme. Han er ophidset:

– Skynd jer at komme!, beordrer Neruda ifølge Araya.

Nogen har givet ham en indsprøjtning, mens han sov. Manuel Araya og Nerudas kone, Matilde Urrutia, må skynde sig tilbage Santa Maria-klinikken i Santiago!

Samme aften — den 23. September 1973 — dør den febersyge digter. Chiles nationaldigter er blevet tavs. En nær ven og tilhænger af den tidligere præsident Salvador Allende er død, og en sten i den nye leder af Chile general Pinochets blankpolerede militærstøvle er væk. Chiles store stemme skulle tie, fordi dens ord var for farlige for militærdiktaturet, der kom til magten bare 12 dage før. Det påstår Manuel Araya i hvert fald, og nu bliver digterens lig gravet op for at afgøre spørgsmålet: Blev Pablo Neruda myrdet?

En farlig stemme

Pablo Neruda (pseudonym for Neftalí Ricardo Reyes Basoalto) regnes for en af Sydamerikas største litterære personligheder. Han var digteren, hvis pen det ene øjeblik glødede af intens og nærværende kærlighedslyrik for i det næste at kalde til klassekamp og forsvaret for de svage: Indianerne i Sydamerika, de undertrykte i militærdikaturene og minearbejderen, der knoklede sig ihjel i mørket for de grådige udbyttere i USA. Neruda var både en passioneret poet og en varmblodig politisk røst. Omdiskuteret, ubændig kommunist – ja, endda overbevist Stalinist, da de fleste sydamerikanske intellektuelle måtte tage afstand – nobelpristager i litteratur, en international berømthed, men frem for alt var han digter, og det gjorde ham farlig. Meget farlig!

Ville flygte til Mexico

Chiles præsident Salvador Allende med digteren og vennen Pablo Neruda begge menes nu myrdet af General Pinochets håndlangere.

11. September 1973 bombede jetjagere fra det chilenske luftvåben præsidentpaladset i hovedstaden Santiago. Den chilenske præsident Salvador Allende begik selvmord hellere end at overgive sig til kupmagerne (nu lyder det, at også Allende blev myrdet – og også Allendes lig vil blive gravet op). Der gik ikke længe førend, at militæret stormede Pablo Nerudas hjem på øen Isla Negra ud for Chiles kyst. Den 69-årige digter så forundret til, mens militæret hærgede hans hus og udbrød:

– Se jer blot omkring. Der er er kun en ting til fare for jer her – poesi.

Her må Neruda have indset, at han måtte til det igen… flygte ud af landet i eksil til Mexico. Han havde prøvet det før (i 1948, hvor han havde angrebet Chiles autoritære Præsident González Videla). En flugtvej var ved at komme i stand med hjælp fra den mexicanske ambassadør i Chile, og mens Neruda og hustruen ventede på udrejsen, lod digteren sig indlægge på Santa Maria-klinikken i Santiago for at modtage behandling imod sin prostatakræft. Det er her Araya påstår, at Neruda blev myrdet.

Dødelig indsprøjtning

Manuel Araya hævder, at Pablo Neruda døde af en giftig indsprøjtning i maveregionen, og det har nu fået det kommunistiske parti i Chile til at forlange en undersøgelse af digterens jordiske rester. Om de afslører mord må tiden vise?

I mellemtiden skal der lyde en opfordring til at læse eller genlæse Pablo Nerudas eviggyldige lyrik. Et godt sted at begynde er ”Viente poemas de amor y una canción desperada” fra 1924 (da. Tyve kærlighedsdigte og en fortvivlet sang, 1979). Har man mod på mere kan jeg varmt anbefale Pablo Nerudas hovedværk ”Canto General” fra 1950 (da. Den store sang, 1974). Her optrævles den lyriske og lidelsesfulde sydamerikanske historie fra urindianerne til de USA-venlige militærdikatorer. Specielt beskrivelsen af de udnyttede arbejdere i Chiles salpeterminer rammer noget universelt: Jeg vil aldrig glemme den autentiske beskrivelse af kvinden der sultede sig ihjel, fordi hun blev nægtet nogensinde at se sin ægtemand i fængslet. De undertrykte havde altid Nerudas sympati, måske var det derfor hans store stemme skulle gøres tavs?

Tegning: Lasse Blond Larsen ©





Skriv en kommentar til Blev Pablo Neruda myrdet?