Forside Design Film og tv Foto Kunst Litteratur Lyd Oplev Rejser Scene
burn

Alting plyndret, alting brændt


Jeg er ret begejstret for Wells Towers novellesamling Alting plyndret, alting brændt, der i ni noveller skildrer forskellige amerikanske skæbner. Begejstret, fordi Tower med humor og knivskarp, sproglig præcision leverer fortællinger om almindelige mennesker, der lander i uvante omgivelser eller situationer pga. de uforudsigelige vilkår livet pludseligt udsætter dem for. Som fx Bob, som man møder på første side.

Bob er lige blevet fyret, hans far er død og han har sat sit ægteskab på prøve ved at have en kedelig affære. Med disse begivenheder i bagagen vågner Bob op på et hårdt linoleumsgulv i sin afdøde fars faldefærdige hus, med en stor, spids kiksekrumme kilet ind mellem ballerne. En krumme han imidlertid ikke kan fjerne, fordi begge hans arme sover.

Kombinationen af den strategisk uheldigt placerede kiksekrumme og de sovende arme, bliver symptomatisk for Bobs situation, og er også kendetegnende for hele bogens tone. Ironien og den underliggende humor fungerer som sigende markører af den absurditet livet til tider byder på. Novellerne er derfor på én gang underholdende og vedkommende. I den sidste novelle opsummeres det absurde, det tragikomiske og det håbløse i livet i fortællingen om et mislykket vikingetogt.

Vikingerne er indeni bløde, moderne, humanistiske mænd, der hellere vil tilbringe kvalitetstid med deres samleversker end at tage på en meningsløs plyndring. Det resulterer selvfølgelig i, at plyndringen mislykkes totalt, fordi vikingerne befinder sig i et limbo mellem deres hårde image og deres bløde indre. Tragisk, men absolut ikke usjovt.

Wells Tower har begået ni fortættede, rammende og uhøjtidelige fortællinger om det moderne menneskes genvordigheder med livets absurditeter – intet mindre, og absolut anbefalelsesværdig!

Wells Tower, Alting plyndret, alting brændt, 2009, (Everything ravaged, everything burned)





Skriv en kommentar til Alting plyndret, alting brændt